Jeg
havde besøgt min sagsbehandler ved Vejle Kommune og mit
hoved var kaotisk. Alt virkede uoverskueligt og jeg var bange.
Masser af ord, som hvirvlede rundt imellem hinanden –
uden noget helhedsbillede. Uden logik. Uden forklaring på
noget som helst.
Jeg satte
mig ved spisebordet, med en kop kaffe og en skriveblok. Sådan
gjorde jeg tit, når jeg ikke kunne abstrahere, eller finde
ro.
Da jeg
rejste mig ca. 2½ time og mange kopper kaffe senere,
havde jeg skrevet 11 digte.
Jeg var
overvældet. Det troede jeg aldrig, jeg skulle bedrive.
At jeg havde poesi i mig – det var fantastisk.
Men kunne
det bruges til noget?
Kære
læser døm selv.
En periode
hvor alt var svært og livet uudholdeligt, skrev jeg mig
gennem min depression. Digte - artikler og oplevelser. Der kom
ord på mit liv, da mit liv kom på papir.
Alt - hvad
der fyldte i mit hoved, var kaotisk og forvirrende, derfor var
jeg nød til at holde fast i det. Det kunne jeg gøre
ved at skrive.
At gemme
ordene på papiret var vigtigt, ellers ville de forsvinde.
Det følte jeg mig overbevidst om.
Min hukommelse
var hullet som en si. Intet kunne jeg huske. At bevare min koncentration
og fokusere, var hårdt arbejde og frygtelig udmattende.
Mit hoved summede - Mine øjne brændte af træthed
– Min krop kunne næsten ikke hænge sammen.
Hvorfor
jeg skrev digte, aner jeg ikke i dag, men jeg holder rigtig
meget af dem. De har bidraget i min helingsproces - til min
videre udvikling og er blevet noget af det kærligste,
jeg ejer.
Jeg deler
dem gerne med dig, kære læser. Måske du kan
finde noget af dig selv, i mig. Det tror jeg på du kan,
hvis du har valgt at læse min hjemmeside.