Neujahr - Jeg har lært at

Jeg har lært at:

1. Børn tror på, hvad de ser, mens voksne tror på, hvad de hører.

2. Voksne forstår ikke barnet, fordi barnets sind er rent.

3. Voksne synes, det er vigtigere de forstår barnet - end at barnet forstår dem.

4. Børn er født med en naturlig tillid til omverdenen. Det er voksnes forbandede pligt, at forvalte dette dyrebare naive og kærlige instinkt, med omtanke.

5. Børn uden barndom, bærer det uudviklede barn, dybt inde i sindet resten af livet. Det mærker jeg ofte selv. Nu ved jeg hvad det er og er kommet til, at holde rigtig meget af denne evne, til at være fjantet og lege. At mærke tøsen og teenageren i mig. Nogen gange finder mine venner mig lidt flov og plat. Det er jeg måske også. Alligevel nyder jeg, når hun trænger sig på, dette barn.

6. Børn har brug for, Tydelige - Troværdige - Tolkbare voksne. Det er især hvad børn med en baggrund som min, søger og behøver.

7. Leve med forældre der drikker, er som at blive kastet, fra det ene - problemfyldte - sted til det næste. Aldrig så snart jeg havde løst et problem, blev jeg konfronteret med det næste. Et liv uden ro – balance - og helle. Kun kaos – drama – smerte og afgrunden der ventede. Jeg eksisterede men levede ikke. At finde ”livet” har været min kamp lige siden.

8. Børn der har en svær barndom, udvikler ofte fantastiske kreative og intuitive evner.

9. Børn udtrykker sig mere præcist end voksne. Sprogets udvikling gør talen indviklet.

10. Hvis, hvad du siger og hvad du gør, er 2 forskellige ting, er du ikke troværdig.

11. Svigtede børn er ligeglade med dine ord, vi er vant til at blive løjet for. Vi observerer dig intenst. Dit kropssprog og din mimik. Du bliver testet og vurderet. Hvis du fejler er du yt.

12. Få - af de der udtaler sig på børn af alkoholikeres vegne, har overhovedet noget kendskab. Det er bare så forbandet simpelt, fordi vi aldrig bliver hørt.

13. Det er svært for udenforstående, at tolke svigtede børns adfærd. Der er mange tillærte mekanismer og undvige manøvrer. Det er sjældent, hvad du ser - som du tror det er.

14. De fleste børn af misbrugere hader mærkedage. Julen og fødselsdage. Fordi vi har mange negative oplevelser, fra netop disse begivenheder. Min far kunne drikke uden konsekvenser. Hvad derefter fulgte, var det samme som altid. Flere drukture. Skænderier. Tårer. Vold. Råben og skrigen og kaos. Min fødselsdag er mig ligegyldig. Men julen har stor betydning. Den bringer minder om julefesterne hos mine bedsteforældre og her var der varmt og godt at være.

15. Evnen til at kunne kompensere og finde erstatning, kan betyde forskellen på, om et barn overlever mentalt.

16. Ud af kroppen oplevelser, havde jeg ofte som barn. Hver gang min far var rigtig vred, forlod jeg mit fysiske hylster.

17. Da jeg skulle skilles fra mine børns far, var jeg meget ensom. Min mor syntes, det var synd for ham. Børnene og hendes datter - mig - så hun ikke. Jeg var bange og gjorde mig mange tanker. Gør jeg mine børn ondt? Påfører jeg dem skade? Kan jeg klare mig alene med dem? Alt sammen selvbebrejdende og negativt. En nat stod min afdøde bedstemor for fodenden af min seng. Hun sagde intet - så bare på mig. Jeg har efterfølgende tænkt – var jeg vågen, eller var det en drøm? Det er ligegyldigt! Oplevelsen var stor - uanset. Og den gav mig en dyb indre ro. Jeg kan. Jeg er god nok.

18. De voksne havde det svært med, at de ikke turde reagere på, hvad de så. Det sansede jeg og syntes det var synd for dem. Så jeg lettede deres dårlige samvittighed, ved at smile og se glad ud. Jeg kendte min rolle og manuskriptet udenad.

19. Mine forældre lærte mig, at jeg intet var værd. Jeg fik altid at vide, hvad jeg ikke duede til. Det eneste jeg fik ros for, var de færdigheder, de havde brug for, jeg besad. Sy og strikke f.eks. Noget jeg evnede, som ikke berørte mit indre. Mine tanker og mit følelsesliv.

20. Alt der, i mit liv, omhandlede min personlighed - min selvstændighed – det som ikke indbefattede og prioriterede mine forældre og søskende var negative træk. Jeg var egoistisk.

21. Når min familie kom i kontakt, med deres dårlige samvittighed og jeg var årsagen dertil, angreb de mig og fortalte mig alle de fejl, de mente jeg besad. Alt det de ikke kunne lide, ved min person. Det der var forkert og uønsket. Det blev en lang liste med årene. Desværre eksisterer den stadig. Den følger mig overalt. Det er en daglig kamp, at holde alle disse diagnoser på afstand. En kamp ikke at lade det fylde og dominere mit liv igen.

22. Svigtede børn, har et blomstrende – dybt - følelsesliv. Intet bliver – ikke sanset. Desværre! Hvad vi ikke kan forstå, eller ikke får forklaringer på bliver vendt indad. Igen desværre. Fordi vores tanker, om os selv, er negative. Vi er ikke vante til at blive behandlet kærligt – pænt og med respekt.

23. Voksne tror barnet lyver, fordi det ville de selv gøre, hvis de stod i samme situation.

24. Voksne giver børn floskler, i stedet for forklaringer. Sådan er det!!!

25. Barnet læser de voksne. Det ved hvad den voksne vil svare, længe før ordene kommer ud.

26. Børn spørger kun om ting, de har brug for at vide.

27. Fordi jeg aldrig er blevet spurgt om mine behov – tanker og meninger. Og fordi mine følelser ikke er blevet respekteret, gennemgår jeg i dag en svær proces, når jeg skal mærke efter inde i mig selv. For de fleste, en helt naturlig del af deres personlighed, at kende deres grænser og sige til og fra. Noget der foregår i et nu. For mig, noget som skal gennemtænkes og overvejes. Det er skide hårdt arbejde.

28. Da jeg var barn, stod jeg tit foran spejlet, for at finde ud af hvad der var ved mig og mit udseende, som gjorde, jeg blev afvist. Igen og igen. Jeg kunne ikke selv få øje på det.

29. Et par timer i afslappet selskab, kunne fylde så meget som flere dages ferie. Væk fra kaos og alt det negative. Smile – lege og give slip. Så snart familien var samlet, var det som før.

30. Jeg havde evnen til at dagdrømme og fantasere mig væk, til den verden jeg ønskede.

31. Børn af misbrugere føler sig nemt angrebet. Det er vigtigt at andre er bevidst om sproget de benytter.

32. Sjove bemærkninger kan virke provokerende, på børn som er vante til at skulle tolke i de voksnes ord. De virker modsat det ønskede.

33. Der findes de voksnes intelligens og der findes børnenes intelligens. Voksen intelligens er tilsat fornuft. Det virker dog ikke altid så specielt fornuftigt på mig. Barnets intelligens er umiddelbar og fri af forpestende og snørklede omtanker. Det finder jeg smukt.

34. Når vi har udviklet os fra barn til voksen, forsøger vi at gøre det om igen.

35. Barnet kan ikke skelne mellem sandhed og løgne. I sin kærlighed og tillid betvivler det ikke forældrenes ord, men sine egne oplevelser. Hvis de voksne lyver og benægter, mister barnet – desværre - ikke tilliden til dem. Det mister tilliden til sig selv. Jeg ønsker brændende, at de voksne ville blive sig det bevidst.

36. Den voksnes nonverbale sprog bliver optaget af barnets hjerne. Ucensureret.

37. Det bringer forvirring og usikkerhed når / hvis voksne lyver. Tolket af et barns hjerne, kan det umuligt forstå sammenhængen.

38. Når små børn lyver, har en voksen lært dem det.

39. Det sårer mig og gør mig ked af det, når vi bliver kaldt > De små voksne. < ” Børn uden barndom,” er mere passende. > De små voksne,< giver mig associationer til seksuelle overgreb. Gad vide, om nogen skænker denne kobling en tanke?

40. > De usynlige og glemte børn, < siges der. ” Børn samfundet ikke vil se, ej heller forholde sig til, ” er mere præcist formuleret i forhold til mine oplevelser. De voksne tolker, hvad de ønsker at se. Ikke hvad der er virkeligheden.

41. > De skammer sig over forældrenes druk. < Nej – stor misforståelse. Havde en voksen haft mod til at spørge mig, hvad jeg skammede mig over, ville jeg have svaret ”At mine forældre ikke elsker mig” og ”At andre voksne ikke mener, jeg er værdig til eller fortjener kærlighed.”

42. > De skjuler misbruget. < Jeg har aldrig forsøgt, at skjule min fars drikkeri. Det var en håbløs affære. Det var mere tydeligt for mig, end for de voksne, at han drak. Jeg var jo tvunget til at se det i øjnene. Jeg stod på værtshuset og så på, mens han drak og ventede på virkningen.

43. Jeg ved, hvor ondt det gør på voksne mennesker, at vide hvad der er sandhed. Så ondt at de ikke kan klare, at se i øjnene hvad børnene dagligt lever. Også kaldet benægtelse. Hvor fej og ukærlig denne reaktion er, og hvad det gør ved børnene, er en anden sag. Dette ikke at blive set er i sandheden > Den sociale arv. <

44. Barnets behov og rettigheder ses symbiotiske med forældrenes. Også i de familier hvor forældrene forårsager barnets problemer.

45. Børn af misbrugere måler deres eget værd på, om dem de elsker - trives.

46. Når kvindelige alkoholikere bliver gravide, ved vi der er stor risiko for at børnene fødes med fosterskader. Jeg ville ønske vi havde en lovgivning, som tilgodeså det svageste, nemlig det ufødte barn og drog konsekvenserne heraf. Alt andet er meningsløst.

47. Forældre der har behov for hjælp til forældrerollen, bliver behandlet ud fra den teori, at de har fejl i stedet for mangler. Dette er respektløs og giver modstand – ikke samarbejde.

48. Tvangsfjernelse af børn, er en afmægtig reaktion på, at der ikke er blevet handlet i tide.

49. Det sårer mig dybt, når folk siger > Forældre gør det bedste de ved. <

50. Når du elsker dit barn, er dine behov symbiotiske med dine følelser for barnet. Hvad der er godt for dit barn, kommer i første række.

51. Børn fra dysfunktionelle familier, tænker på og kæmper mere for familiens sammenhold end de voksne.

52. Filmen ”Bænken” har fået stor omtale og megen ros. Den var en øjenåbner for mange, har jeg hørt. For mig var det en sød familiefilm. Ok, den kradsede lidt i overfladen, men det var også alt. Den skinbarlige sandhed er danskerne sikkert ikke parate til. Den virker anstødelig. Børnene der lever der bliver ikke spurgt.

53. Jeg higede efter, at blive den perfekte datter. Hende – der magtede at tage alt på sig. Men støtten – der stod oprejst, komme hvad der måtte - blev svag. Jeg blev nedbrudt, i bearbejdelsen af fortiden. Ædt op indefra, af min egen selverkendelse.

54. Intet barn, som er vokset op med traumatiske oplevelser, glemmer dem.

55. Voksne mennesker mener, det er positive personlighedstræk, aldrig at blive helt voksen. Alligevel har de glemt, de mest værdifulde barnedyder, ligefremhed – ærlighed – spontanitet og umiddelbarhed.

56. Voksne er børns forbilleder, men jeg fatter ikke hvorfor.

57. Voksne svigter børns tillid, alligevel forventer de, at få eller have den.

58. Børns behov for hjælp, bedømmes ud fra de voksnes erfaringer og måden de voksne opfatter behov på.

59. Børn længes efter at blive voksne, fordi vi voksne bekæmper alt barnligt.

60. Fraskilte forældre er åbenbart ikke bevidste om, at deres fælles barn bærer på 50 % af dets mors gener og 50 % af dets fars. Ellers ville de vel huske at fortælle, hvilken del af barnet de mener er, > Den dumme kælling < og hvilken del af barnet de mener er > Møgsvinet. <

61. Barnet i mig fylder ufatteligt meget, når jeg bliver ked af det og føler mig psykisk træt. Den lille pige savner at blive elsket, som hun er. Et barn i en voksen kvindes krop. Jeg bliver aldrig for gammel til, at blive holdt om – vugget og kysset.

62. Jeg kunne være død og ingen havde så meget som løftet en finger for at forhindre det.

63. Jeg er forsøgt voldtaget mange gange, ingen troede på mig.

64. Når jeg fortalte sandheden, sagde de voksne jeg løj. Når jeg løj åd de den. De var så nemme at gennemskue. Jeg vidste præcis, hvad de ville høre.

65. Et svigtet barn glemmer aldrig dit ansigt, hvis du gør sig positivt bemærket. Hvis ikke, bliver du blot en af alle de andre og dit billede forsvinder ud i tågen.

66. Hvis børn vidste, hvorfor de bliver fjernet fra deres forældre, behøvede de ikke føle, de har gjort noget forkert og derfor bliver straffet. Intet er så slemt som det et barn fantaserer sig til. Heller ikke den barskeste sandhed.

67. Børn ved, hvad der foregår i deres familie. De kan ikke sætte ord på det, men det betyder ikke, at de er uvidende. Det er en af årsagerne til, at voksne børn ofte har et ubændigt trang til, at konfrontere og tale ud med de der var voksne.

68. For at beskrive og forstå, har børnene brug for voksne, der kan rumme dem.

69. De voksne kan ikke forstå, hvad børnene ikke kan beskrive.

70. Jeg ville ønske, voksne kunne se at børn ofte ikke kan nå ind til dem. I stedet for at mase på og kun have interesse for, om de kan nå ind til barnet, fordi alt helst skal foregå på voksnes præmisser.

71. Børn, der har misbrugerforældre kan aldrig have, eller få de samme chancer eller muligheder, som børn fra velfungerende familier. Der vil altid være dette hul, som intet andet kan udfylde.

72. Et usynligt handicap. Det er åbenbart min diagnose. Hvad mon de mennesker fejler, som jeg har mødt og fortalt om mit liv? Hvordan kan disse personer påstå, at de intet så?

73. Andre mennesker forventer, jeg er bitter på livet.

74. Al fanatisme er umenneskelig. Det indebærer en god portion løgn og benægtelse. Og så respekterer fanatismen hverken følelser eller intelligens. Kun normer og idealer, fra for længst afdøde. Som sikkert ville tænke og handle anderledes, hvis de levede i dag.

75. Danskernes rettigheder er ukrænkelige. Dette har jeg ofte hørt blive sagt. Der er sikkert noget om det. Fordi – den ukrænkelige ret til at gå til grunde for øjnene af samfundet, kender jeg til. Hvordan kan det være, at disse mennesker også har rettigheden til, at tage deres børn med? Hvorfor er vores rettigheder ikke ukrænkelige?

76. Jeg fortæller dig ikke alt, fordi jeg kan se, du ikke kan rumme det. Og fordi den afvisning der følger, smerter mig. Ikke fordi jeg ikke har behov for at du kender sandheden. Det har jeg. Men jeg sanser, at du ikke tør erfare den.

77. Tavsheden isolerer, siges der. Det er måske forklaringen på den ensomhedsfølelse, som hele livet har været min. Hvad der ikke tales om, bliver der konkluderet på. Hvad der konkluderes på, uden der bliver talt om det, kan kun danne et ufuldstændigt, fragmenteret billede.

78. Udfordringer bliver uoverkommelige, fordi det opgives på forhånd. Med ord og kropssprog viser voksne, hvor svært det er at tale om problemer. Børnene sanser det. Der fokuseres på begrænsninger i stedet for muligheder. Således viser voksne deres børn, at man ligeså godt kan lade være. Det er alt for svært at mærke efter og involvere sig.

79. Gøre andre tilpasse falder mig svært. Jeg møder stadig mange mennesker, som forventer jeg laver om på mig selv. Hvis jeg havde energien, ville jeg sætte mig ned og fortælle dem min historie, forklare dem hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Men den energi har jeg ikke. Den er brugt op, på alle de som var ligeglade.

80. Du må gerne stille spørgsmål. Men pas på hvad du spørger om, du får et ærligt svar.

81. Hvad jeg havde at give min familie - lidt efter lidt - gennem et langt fælles liv, tog de - som en selvfølge - fra mig, på ganske få år. De gav alt for lidt tilbage. For hurtigt og for tidligt, blev det opbrugt og jeg - følelsesmæssigt udtømt.

82. I takt med at den teknologiske udvikling skrider frem og vinder terræn, afvikler vi medmenneskeligheden.

83. Eftertænksomme menneskers vise ord, bliver ignoranters slangudtryk.

84. Intet kan gøres usket. Det har jeg indset. Sandheden er præcis ligeså hæslig som virkeligheden.

85. Livet - behøver ikke være godt, før det føles trygt. Det skal blot være kendt.

86. Livet - er ikke enten godt eller skidt, sort eller hvidt - det er bare.

87. Livet – er, nogen gange - et dumt svin.

88. Så længe kærligheden er min drivkraft, kan jeg ikke fejle.

89. At elske mig selv og vide, jeg fortjener det bedste, er en ny måde for mig at anskue livet på.

90. Afstanden mellem menneskene bliver hele tiden større. Vi skal have mest muligt ud af livet. Tjene mange penge. Shoppe og ose. Hænge ud med vennerne og finde på dumme og skøre ting af ren og skær kedsomhed. Hverdagen er blevet indholdsløs og plat. Det afspejles tydeligt i medierne. Hvornår mon samfundet gider se og hjælpe os, der aldrig får startet på vores liv? Det ville da i det mindste, give indhold i tilværelsen, for de mange som mangler det.

91. Drage omsorg for andre, gør mit liv rigere.

92. Kærligheden dør aldrig, når jeg har den i mit hjerte. Før i tiden lød det som en floskel, fordi jeg ikke følte det.

93. Når du elsker mig og hvis du elsker mig, gør du mig ikke ondt. Fordi ægte kærlighed ikke smerter.

94. Når et menneske jeg holder af, ser på mig med et kærligt blik, bliver jeg altid bange, for at alt det jeg hader ved mig selv vil blive synligt. Jeg får trang til at flygte.

95. Når jeg sætter ord på mine følelser og tanker, bliver jeg levende og synlig - både for mig selv og for andre.

96. Kræve fra andre, hvad jeg - som den største selvfølge - giver dem, er ikke egoisme, men et naturligt menneskeligt behov.

97. Jeg har aldrig genvundet min gamle energi, efter min depression. Noget af min personlighed er gået tabt, i min smerte og sorg.

98. Musik – sang – naturen og mine kreative evner, har lindret smerten i min forpinte sjæl og bidraget betydeligt til at bevare mig mentalt intakt.

99. Når andre mennesker erstatter spørgsmål med konklusioner, ønsker de at guide mig hen imod den rigtige tænkemåde. Deres.

100. Afstanden mellem danskere bliver hele tiden større. Vi skal eje mere. Have det optimale ud af livet.

101. Hvor længe, kan et menneske bevare solidaritetsfølelsen, med et samfund som er ligeglad? Med medmennesker der ikke interesserer sig for andre problematikker end deres egne? Nogen kæmper for overlevelsen. Andre kæmper for smålighederne i tilværelsen.

102. I min sygdomsperiode modtog jeg aldrig den hjælp, jeg havde behov for. Hverken af min læge – kommunens sagsbehandlere eller lægekonsulenterne.

103. Det er nemt at gemme afvisninger bag pæne ord og venlige smil. Det er vi mange, som har erfaret. Jeg har lært at se bag det pæne. Det bliver blot en anden måde at læse sine medmennesker på.

104. Mange velmenende mennesker har såret mig mere, end de nogensinde vil vide. Især de som selv mener, de er venlige og flinke, kan virke utroligt kolde – overfladiske og ligegyldige.

105. Vi der har måttet kæmpe alene, for at få livet og hverdagen til at hænge sammen, kan ikke lægge ansvaret og opgaverne over på en myndighed eller en sagsbehandler. Det faktum at vi er blevet påtvunget mange gøremål, har modnet os og presset os ud i en selvstændighed, der ikke bare kan fratages os igen. Vi vil føle tingene bliver trukket ned over vores hoveder og handlemulighederne - som vi jo netop har overlevet på - frarøvet os. Dette igen giver en følelse af, at miste det sidste sunde vi ejer - vores værdighed. Og det eneste vi føler os sikre på – vores egen kontrol. Herefter er der kun afgrunden. Og de fatale konsekvenser som vrede – angst – afmagt – udstødelse - depression og selvmord.

106. Når jeg møder et menneske med dybe sår, viser jeg den respekt, at jeg ikke smiler og kommer med dumsmarte bemærkninger. Heller ikke for at ”lette” stemningen. Det betragter jeg som afvisende og nedværdigende.

107. Den overfladiske måde mange forsøger at omgås mig på, kan ikke skjules bag søde smil – sjove bemærkninger og venlige ord. Jeg fornemmer afvisningen, også når den pakkes pænt ind.

108. Hvis ingen interesserer sig for mine meninger og holdninger, glemmer jeg selv, at jeg har nogen.

109. Min kreativitet er størst, hvis jeg enten, ikke foretager mig noget, eller gør noget, som jeg ikke behøver tænke til. F.eks. at gøre rent, eller vaske op – sy eller strikke - gå tur eller cykle – nusse mine planter o.s.v. Så kommer ideerne og de kreative tanker helt af sig selv. Sådan foretager jeg mig aldrig - ingenting.

110. Hvad - er behovet? Hvad - ønsker vi, at opnå? Hvad - skal der til for, at det kan fungere? Hvem ønsker, at / hvem kan / hvem skal deltage? Hvad - kan den enkelte bidrage med? Det er min indgangsvinkel. Bagefter kan vi se på hvordan det lykkes. Hvordan er rammerne? Hvilke midler og ressourcer står til rådighed? Når det gøres omvendt mener jeg, der bliver fokuseret på alle barriererne og så er målet uopnåeligt lige fra starten. Det bliver et problem i stedet for en udfordring og konflikten bliver uundgåelig.

111. Al forandring starter med en tanke eller en ide. Når jeg har hovedet fyldt, sker der intet. Så jeg synes, det er spændende at kede mig. Hvis det er, hvad jeg gør?

112. Samtale betyder, alle har samme ret og samme pligt til, på skift at lytte og fortælle.

113. Når andre mennesker behandler mig grimt, får jeg grimme tanker om mig selv.

114. Du behøver ikke forstå mig, jeg har mere brug for din accept og respekt. Der er så meget, jeg ikke selv forstår. Så hvordan skulle du kunne?

115. Hvis et andet menneske accepterer og respekterer mig, tør jeg vise hvem jeg er.

116. Når andre tror på mine evner, vokser jeg og bliver i stand til det umulige.

117. Møde andre mennesker med åbenhed, kun kan lade sig gøre hvis jeg kender mine egne fordomme.

118. Give udtryk for mine meninger, virker skræmmende på dem som ikke har nogen.

119. Når jeg fortæller sandheden, fortryder mange de har bedt mig om det.

120. Meget vrede mennesker bærer på en dyb indre smerte.

121. Overflinke – venlige og behagesyge mennesker gør mig bange. Det kan godt være, de smiler til mig, men indeni er de kolde og beregnende.

122. Small talk benyttes hvor der ikke er noget at sige, eller hvor man ikke har lyst til at involvere sig i hinanden.

123. Hvis jeg skal forholde mig til dig, er du nød til at vise mig, hvem du er.

124. Nogle mennesker er angste for tavsheden.

125. Det der forbliver usagt, siger mere end hvad vi fortæller. Det ved børn af misbrugere. Vi kan også læse imellem ordene.

126. Bag store psykologiske og pædagogiske personligheder, gemmer der sig ofte et konfliktsky og berøringsangst menneske.

127. Professionelle behandlere bevæger sig perifert, for at blive opfattet som professionelle. Jeg tror kontakten skræmmer dem. Det er en skam, for netop heri ligger forskellen i ikke - at brænde ud i sit fag som behandler - at føle man foretager sig noget meningsfyldt og om behandlingen overhovedet har nogen effekt, eller ej.

128. Jeg blev behandlet, som havde jeg frivilligt valgt at blive syg.

129. Der blev ikke set på, hvilken hjælp jeg havde nødig. Der blev regnet på, hvordan der kunne spares penge. Hvordan nogen kan mene det er hjælp, er mig en gåde.

130. Da jeg havde brug for guidning i det sociale system, mødte jeg ikke en eneste person, der var vant til at besvare spørgsmålene jeg kom med. Jeg fik dikteret, hvordan jeg skulle gebærde mig. Udfylde skemaer o.s.v. alt sammen noget jeg i min depression overhovedet ikke magtede at tage stilling til.

131. Intet under, de har så mange personsager, hos de kommunale sagsbehandlere. Informationerne jeg havde brug for, for selv at kunne reagere og følge med modtog jeg aldrig. Mine hænder blev bundet på ryggen. Alt skulle gennem deres kontrol og over deres bord. Jeg kunne ikke få lov til at handle selvstændigt. Jeg mistede totalt overblikket. Det igen - gjorde mig afmægtig og angst.

132. Jeg blev udsat for psykisk pres og tvunget til at tage beslutninger, jeg slet ikke kunne gennemskue. Samtidig var jeg frygtelig svag. Det gjorde mig afsindig bange. For første gang i mit liv, følte jeg mig totalt hjælpeløs og afhængig af andres hjælp. Jeg følte mig som et lille barn, der havde brug for en, som ville tage mig ved hånden og sige ”Kom nu følger jeg med og viser dig tilrette.”

133. En standardformulering i alle brevene fra Vejle Kommune, rev gulvet væk under mig. Hver gang jeg læste den. Det var retningslinier. Hvis jeg ikke mødte op. Hvis jeg ikke udfyldte vedlagte skema, og sendte det tilbage, inden en bestemt dato, o.s.v. ville det betyde, jeg mistede retten til sygedagpenge. Jeg kunne hverken huske eller koncentrere mig. Alt blev noteret i min kalender. Jeg kunne ikke følge med i hvad der foregik. Jeg var sikker på, jeg ikke magtede kravene og så med det samme mit eksistensgrundlag forsvinde. Jeg tjekkede og ringede til sagsbehandleren. De blev trætte af mig og stillede mig om. Min hjerne var mat og tåget. Var skemaet sendt til rette tid? Var det den rigtige dato? Kaos. Angst. Stress. Nætter uden søvn. Jeg var tæt på at miste min værdighed. Tæt på at opgive alt.

134. En sagsbehandler skrev forkert og direkte usandt i mine sagsakter. Da jeg opponerede mod det, morede man sig hos kommunen. Jeg gik i for små sko, blev der sagt. Det var måske små ting. Men på den anden side. Hvis de ikke – også - så de små ting om mig, blev jeg så overhovedet set i min egen personsag? Jeg var dybt ulykkelig. Når de kan skrive forkert. Når de kan lyve om mig. Hvor var så mine rettigheder?

135. Systemet tager ikke hensyn til, hvem jeg er og hvilke behov jeg har. 2 hele dage – torsdag og fredag - forsøgte jeg at komme i kontakt med den mellemleder hos kommunen, som jeg var blevet henvist til. Han ville ringe tilbage. Han havde meget travlt, sagde hans sekretær. Min deadline nærmede sig. Jeg kunne miste mine dagpenge og komme på bistand. Også selvom jeg stadig var begrænset af min depression og slet ikke var blevet færdig udredt, sygdomsmæssigt. Reglerne skulle overholdes. I hvert fald af mig. Jeg blev aldrig ringet op og tilbragte en weekend, fuld af angst og usikkerhed.

136. Vi kommer aldrig til at føle ligeværd, så længe vi nøjes med at tale om, i stedet for at kræve ligeværdigheden.

137. Jeg kender ingen alkoholiker, som ikke er forblevet alkoholiker.

138. Når alkoholikeren stiller flasken på hylden, skal hun / han tilbage i sit liv. Tilbage til da drikkeriet startede. Det var nemlig her alt gik i stå. Alkoholikeren må lære sig selv at kende og langsomt bygge sin personlighed op igen. Afhængigt af hvor gammel alkoholikeren var da hun / han begyndte at drikke og hvor længe misbruget har stået på, er personligheden glemt. Måske slet ikke eksisterende mere.

139. Alkoholikeren har totalt opgivet alt andet end alkohol. Og det bliver kun værre med tiden.

140. Alkoholikeren har mistet sine evner til, at have et normalt følelsesliv.

141. Alkoholikeren magter ikke selv at tage ansvar og opdager slet ikke, hvor meget smerte de pårørende lever med.

142. Jeg vil råbe op om alkoholismens verden, indtil jeg føler, jeg er blevet hørt. Jeg kan ikke andet.

143. Give min kærlighed til et andet mennesker, betyder ikke at jeg bliver elsket tilbage.

144. Der findes mange ikke alkoholikere med alkoholisk adfærd. De ved det bare ikke.

145. Overfladiske mennesker kun kan eksistere, så længe vi andre giver dem den omsorg, de har behov for.

146. Hvis vi ikke taler om vores samfunds problemer, glæder alle sig over at de ikke eksisterer.

147. Benægtelse betragtes som at alkoholisk fænomen, men det er alle steds nærværende.

148. Jeg har taget skade. Men du ved ikke hvordan – det gør kun jeg.

149. Den sunde fornuft sejrer. Alt andet er naturstridigt.

150. Næstekærlighed gør stærk.

151. Det er opslidende altid at mene noget.

152. Jeg ønsker det bedste, for dem jeg elsker. Også selvom - det bedste - ikke er mig.

153. Eksperterne er temmelig uvidende. I hvert fald dem jeg har mødt. Hvorfor de betragtes som eksperter, forstår jeg ikke.

154. Hjælpe andre betyder ikke at jeg er underdanig, eller mindre værd – tværtimod.

155. Jeg er ikke stolt af, hvad jeg er, men hvad jeg indeholder.

156. Rigtig hjælp er billigst i sidste ende.

157. Det handler mest om politik og regnskaber og mindre om mennesker.

158. Jeg føler det ofte, som danser jeg på line. Hvis jeg fortæller om mig selv, når jeg sidder iblandt alkoholikere, er der altid nogen, som bliver smerteligt berørte af hvad jeg siger. Når jeg sidder iblandt ikke alkoholikere, bliver næsten alle berørte. Jeg til gengæld, bliver altid berørt af deres berørthed. Sådan sanser jeg mennesker. Jeg fornemmer det helt tydeligt.

159. Alt afhængigt af rollen jeg og andre har i vores samvær, bliver reaktionen på mig og mine oplevelser. Et menneske kan være spørgende og nysgerrig, og vise stor medfølelse og forståelse for min smerte, hvis jeg enten underviser eller holder foredrag. Hvis det samme menneske får rollen som min hjælper, kan vedkommende være afvisende – mistroisk - teoretisk og kold. Professionel?

160. Jeg foretrækker et fast håndtryk frem for et ligegyldigt knus.

161. Misbrugerbehandling er unødig dyr, fordi hjælpen hverken er tilstrækkelig eller tilgængelig.

162. Det klinger godt i statens afgiftskasser ikke at fokusere på forebyggelse.

163. Det handler ofte mere om, at bevare arbejdspladser end at hjælpe.

164. Fordi jeg kender min baggrund for, at vælge arbejdsområde, er det muligt for mig at vide, hvornår jeg reagerer på mine behov.

165. At kunne adskille mine og andres oplevelser - erfaringer og behov, kan være en svær balancegang for et menneske med min baggrund. Det er dog en tvingende nødvendighed, ellers bliver det mig selv, jeg forsøger at hjælpe og ikke den der kommer for at modtage min hjælp.

166. Mange mennesker - som har valgt at arbejde med mennesker, er desværre ikke afklarede med hvorfor de har valgt – netop, denne karriere. Når vi kommer til disse personer, fordi vi har brug for deres specielle viden - som de har taget en uddannelse for at opnå – og vores problemer - eller behov viser sig - at ligne deres, kommer vi til at kradse i deres smerte og sår. Hvordan skulle de kunne hjælpe? Hvordan skal de kunne undgå at afvise? Jeg har set det i øjnene på mange behandlere i mit arbejde. Og mødt det senere da jeg selv blev syg.

167. Når et menneske fra en alkoholramt familie har brug for hjælp, skal der intet til at vælte læsset. Det mindste kiks og hun / han mister modet.

168. Alkoholikeren holder ikke løfter – aftaler o.s.v. derfor er det uhyre vigtigt, at jeg gør.

169. De der bemærker mine fejl er endnu ikke stødt på deres egne.

170. Den der gør sig klog på andres vegne har ikke fattet en skid.

171. De der morer sig højest på andres bekostning besidder ikke selvironi.

172. At kende mine stærke sider, er ligeså vigtigt som at vide, de kan komme til at fremstå som de svageste.

173. Jeg er ok, selvom jeg ikke ved og kan alt. Det var vigtigt for mig at acceptere. Jeg bliver aldrig perfekt. Nu hvor jeg virkelig har fattet det, virker det latterligt at jeg overhovedet forsøgte.

174. Det er de uindfriede forventninger der skuffer mig. Derfor forsøger jeg ikke at forvente noget af andre, kun af mig selv. Det er også rigeligt og mere end jeg nogensinde kan leve op til.

175. Mennesker tolker ord forskelligt. Alligevel tager vi det for givet, at vi forstår hvad hinanden siger - tænker og mener.

176. Der findes det danske sprog, og så findes der - det danske sprog.

177. > `Den danske kultur < findes ikke.

178. Min far drak, fordi han var alkoholiker. Han stoppede, fordi han døde.

179. Jeg fik aldrig konfronteret mine voldsmænd. Det ville jeg ønske, jeg havde turdet gøre.

180. Jeg har ofte været bange for succes. Hvis noget gik godt, havde jeg noget at miste. Jeg turde ikke stole på at det forblev godt og glædede mig derfor ikke. Turde ikke kræve mere og forvente noget.

181. Tanken om at jeg kunne få et godt liv, hang sammen med ønsket om, at det ville blive godt for hele min familie. Det var utænkeligt, at det kunne fungere anderledes.

182. Der findes ingen erstatning for min familie. Jeg har lært at leve med savnet.

183. Jeg skal ikke gå tilbage til oplevelserne, når jeg bearbejder min fortid, men derimod gå tilbage til følelserne der er forbundet med oplevelserne. Gennemleve og reagere på dem, og så komme videre.

184. Det er nødvendigt ikke at fokusere på skyld, ellers er jeg bange for at blive hadefuld. Jeg tillader dog mig selv at skælde ud. Højt og grimt. Det er kun bestemt for mine ører, hvad jeg siger - råber eller skriger. Her lukker jeg ingen ind.

185. Hvad der er privat for andre, kan være ligegyldigt og småligt for mig og omvendt.

186. Normalitetsbegreber findes ikke.

187. Jo mere jeg ved, desto mere mangler jeg at kende forklaringen på. Bedst som jeg tror jeg forstår, opdager jeg, at der findes flere muligheder.

188. Resultatet er vigtigt, men det er processen jeg lærer af. Og i processen er nuet kostbart.

189. Det er helt fint med teorierne. I mit arbejde med mennesker har jeg dog erfaret, at jeg er mit bedste redskab.

190. Ærlighed gør mig mindre sårbar.

191. Hvis jeg viser mine svage sider, kan du ikke klandre mig for, at de eksisterer.

192. Når andre tit siger > Jeg kan godt forstå dig < er det modsatte næsten altid tilfældet.

193. Floskler sårer mig, fordi de dækker over uhyrlighederne. Det smertelige ingen taler om.

194. Samfundet burde have service og kvalitetskriterier på offentligt ansattes arbejde.

195. Teoretisk viden kan ikke eliminere berøringsangsten, blot camouflere den.

196. Hvis jeg ikke har evnerne i min personlighed, gør en social eller sundhedsuddannelse og den viden de indebærer, mig ikke egnet til at arbejde med mennesker.

197. Indenfor mit arbejdsområde er mange ledere mere lede, end de er ledere. Evnerne – indsigten og viljen forsvinder i skyggen af høje og utopiske ambitioner. Uladsiggørlige metoder og fagligt hierarki.

198. Sagsbehandlerne enten veg tilbage når de så min smerte. Eller de bankede i bordet for at irettesætte mig. Ikke en fattede de, hvor jeg befandt mig.

199. Loven sagde, jeg skulle kontaktes indenfor de første 8 uger af min sygeperiode. Jeg blev sygemeldt den 8. august 2000. Den 4. januar 2001 modtog jeg en opringning fra en kommunal sagsbehandler. Hun var den tredje som havde min sag. De første 2 er blot initialer i mine sagsakter.

200. Fordi jeg ikke blev kontaktet i tide, måtte jeg selv betale min psykologbehandling. Det gik mine feriepenge til. Senere tog det min opsparing. Jeg konfronterede sagsbehandleren med, at jeg egentlig have krav på psykologhjælp p.g.a dødsfald i min familie. Hun trak på skuldrene, nu var det for sent.

201. En teoretisk uddannelse skal give mig et fundament og en basal viden. Nøjagtig som at tage køretimer og senere sidde alene i bilen, må jeg selv gøre teorierne levende og brugbare. Det gør jeg bedst ved at kaste mig ud i myldretiden og lære at reagere på virkeligheden.

202. Hvis min indre styrke skræmmer dig, skal du vide, jeg havde ikke levet i dag foruden.

203. Jeg må kende mine egne behov, for ikke at forveksle dem med dine.

204. Alkoholisme har gode levevilkår, fordi ingen taler om den, eller forholder sig ærligt til den.

205. Alkohol er et opløsningsmiddel. Det første der bliver opløst er personligheden. De naturlige følelser og hæmninger forsvinder. Ansvarsfølelse og hensyntagen mister deres betydning. Samtidig vokser egoismen og misbrugeren bliver mere og mere selvcentreret og ligegyldig overfor sine nærmeste. Afstumpet og fuldstændig opslugt af sin trang bemærker alkoholikeren intet. Herefter begynder vennerne og kollegaerne at reagere. Først når alle andre har opgivet, indser familien, at de har tabt.

206. At mærke sin krop, sit fysiske jeg, kan være en skræmmende oplevelse for alkoholikeren. Det kan tage mange måneder, at blive fortrolig med at genopdage sig selv. Kroppen er svag og musklerne ømme, som efter et maratonløb. Den er drænet for livsvigtige stoffer.

207. Alkoholikeren tænker ikke på andet end alkohol. Der bliver ikke dyrket motion, måske heller ikke indtaget fast føde. Kun drukket.

208. Der fokuseres meget på at behandle alkoholikeren med B vitaminer, når hun / han bliver indlagt på sygehuset. At de også lider af underernæring og dehydrering. At kroppen har mistet livsvigtige vitaminer og mineraler, p.g.a. indtagelsen af store mængder alkohol. At alkoholikeren måske slet ikke spiser i lange perioder, er man kun opmærksom på ganske få steder. Alkoholrelaterede sygdomme er ikke oppe i tiden.

209. Jeg tror på min far blev så gammel - 81 år - trods hans alkoholmisbrug - fordi vi - hans kone og tre døtre, tog så godt vare på ham. I modsætning til de alkoholikere der bor alene, kom han hjem til et køleskab med mad. Rent tøj. En varm seng. Mennesker der elskede ham – gav ham omsorg og bekymrede sig. Hvordan vi overlevede spurgte ingen om.

210. Når jeg ikke kan sætte ord på mine følelser, lever jeg følelserne ud. Da jeg havde fundet ud af den sammenhæng, begyndte jeg at fortælle om mit livs oplevelser. Nu har mine følelser fået navne.

211. Konfliktsky mennesker fortier sandheden.

212. I aktive misbrugerfamilier kvæles sandheden og de ægte følelser dør.

213. Kærlighed blev erstattet af, at en person havde brug for mig. Det var det nærmeste jeg kom til at modtage kærlighed fra min mor. At en person havde brug for mig, vækkede omsorgs og plejeinstinktet. Jeg havde behov for dette, for at kunne føle mig ”normal.”

214. Jeg blev draget af mennesker og følte mig hjemme iblandt mennesker, sammen med hvem jeg kunne genskabe barndommens ”tryghed.” Trygheden bestod i genkendelse af roller og adfærd. Et misbrugerbarns måde at overleve på. I virkeligheden alt andet end tryg.

215. Det gjorde ondt, når jeg kedede mig. Virkeligheden kom skræmmende nær. Spændingen der udspringer af uvished – smerte og skuffelse, havde jeg brug for, for at føle jeg levede. Og for selv at bevare kontrollen. I dag ved jeg, det skyldtes en dyb eksistensangst.

216. Jeg havde et sted at bo, men var hjemløs og tom i mit sind. Jeg var til stede. Jeg eksisterede. Men levede ikke.

217. Det har fulgt mig hele livet, at jeg er god til at tage mig af de besværlige. I dag er jeg bevidst om det. Derfor har jeg selv indflydelse, kan vælge og jeg elsker disse udfordringer.

218. Hellere være uenige end uærlige.

219. I mange lande slås menneskene for, at opnå den ytringsfrihed vi danskere betragter som en selvfølge. Hvorfor pokker er vi så få som benytter den?

220. Det bliver ofte opfattet personligt og krænkende, at sige nogen imod. Men hvordan kan vi ellers give udtryk for vores egne holdninger og meninger. Og hvordan kan vi diskutere åbent uden at sige hvad vi tænker?

221. Danskerne samler millioner ind til børnene i Ulandene. Mens de ignorerer børnene i Danmark.

222. Der er en sammenkobling imellem incest og alkoholmisbrug. Det ved mange behandlere, men de holder det for dem selv i tavshedspligtens hellige navn.

223. Det faktum at jeg eksisterer, gør mange mistænksomme og utilpasse.

224. Ligegyldig hvad fortæller jeg min sandhed.

225. Det er ufatteligt vigtigt at fortælle om mine oplevelser, til mennesker som gennemgår hvad jeg har været igennem. Der er åbenbart ikke andre, som tør tale om det, eller også erkender de ikke værdien af sandheden.

226. Jeg kan aldrig komme over min fortid. Jeg har lært at leve med den. Derfor lever jeg.

227. Jeg har behov for at kende sandheden. Hele sandheden.

228. Jeg kan ikke forholde mig til, hvad jeg ikke kender til.

229. Når jeg bliver afvist, mærker jeg følelserne fra samtlige tidligere afvisninger.

230. Ligegyldig hvor fine og præcise udtalelser jeg kender, når jeg kun et andet menneske med mine ord, hvis vi kan finde et fælles sprog.

231. Når svaret lyder > Jeg kan godt høre, hvad du siger, < har jeg behov for at spørge > Hvad er det, du hører mig sige<?

232. Det at nogen har arbejdet med mennesker i mange år, betyder ikke automatisk, at de er gode til det. Desværre er der ikke rigtigt nogen som interesserer sig for det.

233. Mine parader og mit forsvar, holder alle på afstand. Derfor risikerer jeg, i dag, at vise min sårbarhed.

234. Vi stærke kvinder har virkelig brug for vores styrke. Det er utroligt den modstand kan vække.

235. Mennesker der har behov for, at andre fortæller dem hvordan de skal gebærde sig, spilder deres liv. Og de snyder verden for det enestående de - hver især - indeholder og kan bidrage med.

236. Mennesker der kontrollerer og dominerer andre, er i virkeligheden bange for selv at leve livet.

237. Der bliver talt om mig, uanset om jeg mener, jeg giver anledning til det.

238. Være anderledes kræver engagement – viljestyrke og en god portion vedholdenhed. Fordi de fleste mennesker ikke bryder sig om det faktum, at der findes nogen, der ikke er som de. Ikke tænker og mener som de. Det virker åbenbart skræmmende og provokerende.

239. Lev og lad leve er sikkert den største respekt, man kan vise et andet menneske.

240. Nogle mennesker har et guddommeligt forbillede. De vil gerne alle ligner dem.

241. Jeg forholder mig til sladder, ved ikke at forholde mig til det.

242. Hvis jeg ikke kan bruge de rigtige udtryk, bliver jeg betragtet som dum, ligegyldig hvad jeg siger.

243. Når jeg ikke reagerer som forventet, mener andre, der er noget galt med mig.

244. Nogle mennesker vil gerne fortælle om deres fantastiske evner. Mon de tror, jeg ikke selv kan få øje på dem?

245. Hvad du end besidder af værdi og anseelse, er det stadig dig, jeg finder interessant.

246. Det bliver kompliceret, når du reagerer på, hvad du tror, jeg føler. Når du har ondt af mig, er det ikke mine følelser du reagerer på.

247. Hvis du græder på mine vegne, bør du mærke efter hvorfor. Jeg græder mine tårer. Du har dine egne.

248. Du må gerne se mine tårer – min sorg og min smerte, bare du accepterer, at disse følelser er mine.

249. Medlidenhed gør mig afmægtig. Jeg føler mig misforstået. Hvem jeg er bliver ligegyldigt. Medfølelse varmer. Jeg får lov at fylde. Det er min person, der bliver set.

250. Du kan kun lære mig at kende, hvis du besidder mod på og nysgerrighed til at turde stille spørgsmål.

251. Det er ikke mig, der kan vurdere, om den hjælp jeg tilbyder er god. Det er modtageren.

252. Supervision fungerer kun, hvis alle deltagere ønsker samarbejder. De personer der virkelig har, eller forårsager problemerne, er eksperter i at skjule sig. Også for en dygtig supervisor.

253. En misbrugerfamilie er en lille lukket verden, med sin helt egen kultur og sit eget sprog. Her bliver du kun inviteret indenfor, hvis du har en rem af huden.

254. Jeg er anderledes på det punkt, at jeg har behov for sandheden, ligegyldig hvor hæslig den end måtte være.

255. Benægtelse betyder ikke at nogen lyver. Fortrængning betyder ikke, at nogen ikke vil se eller forstå. Blokeringerne ligger så utrolig meget dybere i den menneskelige bevidsthed. Nærmest som en sindslidelse, fordi det handler om den personlige smerte og selvindsigt. Noget alle kender til hvis de tør mærke efter. Angreb og modstand cementerer tilstanden. Jeg tror kun respekt og kærlighed kan ændre på det.

256. Jeg kender afkrogene i det menneskelige sind. Livet skræmmer mig ikke.

257. Samtale med en beruset person er spild af tid og energi.

258. I de forhold hvor kvinden er alkoholiker, forlader manden hende, eller også drikker de sammen. I forholdene hvor manden er alkoholiker, bliver de fleste kvinder hængende og kæmper begges kamp. Hvilket gør, at manden roligt kan fralægge sig ethvert ansvar.

259. Falske personer gør mig afmægtig og tapper mig for psykisk energi.

260. Jeg kan aldrig mere svigte mig selv. Det overlever jeg ikke en gang til.

261. Der er åbenbart en uudtømmelig mængde af mennesker - som snylter på andre mennesker - der som jeg, har svært ved at sige fra. Jeg møder hele tiden nye eksemplarer og nye versioner. De kan mange tricks og de bærer mange forskellige masker. De der sårer mest, er dem der taler om kærlighed og hæmningsløst rager til sig. De er heldigvis utroligt nemme at komme af med igen. Krav om gengæld – og er de nok så små - får dem til at forsvinde i en fart. Ud - at finde nye ofre.

262. Det har sine omkostninger at føle sig anderledes. Jeg betaler stadig hver dag, fordi min måde at reagere på er svær for andre at forstå. Jeg tænker tit > Bare de dog ville tale med mig.< Men det tør de ikke.

263. Nogle mennesker er kun stærke, når mine svagheder er synlige. Når de opdager min styrke, bliver de skræmte.

264. Jeg har ikke energi til at forstille mig. Selvom mange helst så jeg gjorde det.

265. Jeg viser, hvem jeg er. Det har givet anledning til mange misforståelser, fordi jeg bliver tolket forkert. Det er ok, jeg ved stadig, hvem jeg er. I sidste ende finder de andre også ud af det, såfremt de ønsker det.

266. Det er ikke problematisk for mig, at vide nogen ikke bryder sig om min person. Det finder jeg helt naturligt. Bare de der ikke kan lide mig vil erkende og stå ved det, fordi jeg fornemmer det uanset.

267. Mennesker med personlighedstræk som minder mig om, hvor jeg kommer fra, møder jeg alle steder. De er kontrollerende – uærlige – overfladiske – følelseskolde – egoistiske - påståelige – brokkende og kontrære. De har deres fokus rettet mod andre, for at undgå at se dem selv.

268. Det mest smertefulde, der nogensinde er overgået mig, er arbejdet med mig selv.
Det mest vidunderlige, der er overgået mig er, jeg fandt evnerne og kræfterne til det.

269. Hvis du har behov for, at jeg ændrer mig, har du ikke interesse for, hvad der er godt for mig.

270. Det er svært for andre at forstå, jeg elsker min far, selvom jeg aldrig så den side af hans person. Men sådan er det altså.

271. Det er mig, der afgør, hvor længe jeg vil leve med, hvad mine oplevelser har påført mig. Derfor har jeg besluttet, at give slip på kontrollen og vove at leve mit liv, sådan som jeg altid har ønsket det. Og se – når jeg gør det helhjertet, er livet virkelig livet værd.

272. Jeg har tilgivet, fordi jeg ikke kan holde ud at bære på smerten længere. Den er sluppet fri, som en sort ravn der skrigende fløj bort.

273. Jeg kan ikke elske med forbehold. Sådan kan jeg umuligt finde ægte kærlighed. Så jeg elsker, med alt jeg er. Det er ikke sikkert, du fortjener det, men jeg nægter at elske anderledes.

274. Mændene der falder for mig, ønsker jeg skal være deres kæreste - deres mor og deres terapeut. Selv mener de, det er kærlighed. Jeg er nået frem til, at det er udnyttelse.

275. Den dag jeg møder en mand, sammen med hvem jeg kan føle, at jeg er nok i mig selv. Den dag jeg ikke behøver forandre mig, for at han kan få det godt. Tør jeg tro på kærligheden igen.

276. Jeg oplever en form for oprejsning. Nærmest en psykisk forløsning, når børn af misbrugere viser mig tillid og bruger mig. Mit liv får betydning. Der er en årsag til, det er forløbet, som det er.

277. >De højere magter,< har deres fingre med i spillet. Der sker ting, jeg ikke er herre over. Og jeg møder fantastiske mennesker, som jeg føler samhørighed med. Noget meget nyt i mit liv.

278. Det er utrolig frydefuldt at turde give slip og opdage jeg ikke behøver at forholde mig til alt.

279. Hvis lægerne og sagsbehandlerne jeg mødte i min sygdomsperiode var bilmekanikere og jeg var bilen, ville de aldrig have kunnet køre mig ud af værkstedet.

280. Jeg blev 51 år, før et andet menneske sagde til mig. > Jeg er her for dig. Jeg svigter ikke. < Hun har holdt ord. Nogle af de smukkeste ord jeg nogensinde har hørt.

281. Jeg oplever det som nedværdigende, når mennesker som skal hjælpe mig er uvidende. Der er ingen hjælp eller accept at hente i det offentlige system. Det må koste mange menneskelige nederlag og ressourcer. Og skattekroner som bliver brugt til ingenting. Det er pokkers ærgerligt.

282. Mit liv og min fortid forandres ikke. Uanset om andre har haft lignende oplevelser eller ej. Uanset om andre hader, hvad jeg fortæller. Uanset om samfundet benægter og vasker hænder.

283. De fleste afvisninger jeg møder i dag, kommer fra mennesker som er bange for, hvem og hvad de tror, jeg er.

284. Vi kvinder ønsker, at forme vores mænd, mens mændene tror, vi allerede er, som de ønsker os. Kvinden ser, hvad manden kan blive engang i fremtiden. Manden ser kvinden - nu.

285. Jeg tænker, hver gang en person benytter sætningen ” Jeg ønsker, at gøre en forskel. ” Gad vide om han / hun er afklaret med, hvem denne forskel skal gøres for og hvilke behov der er? Ellers bliver det jo bare den forskel, man selv synes skal ske. Og så er vi lige vidt!

286. Det er frustrerende at møde et menneske, der er overbevist om at vide besked. Der bliver ikke spurgt eller mærket efter. Jeg bliver slet ikke betragtet som et levende væsen. Nogen er oven i købet imponeret af dem selv og deres kunnen.

287. Jeg tænker meget over det paradoks, at mange mennesker der er blevet såret, har så svært ved at mærke, når de selv sårer. Mon de mener, deres smerte er tungere eller større end andres? Føler de, de har ret til at opføre sig nedrige? Eller hævner de sig bare der, hvor det kan lade sig gøre?

288. Nysgerrighed og videbegær - indeholder den største intelligens jeg kender til.

289. Mange journalister stiller ikke spørgsmål. De stiller fælder. Diskussionen eller samtalen skal helst tage en bestemt drejning, så indholdet ikke bliver tilfældigt, det skal passe ind i dagsordenen. Det mener jeg er journalistisk prostitution. Politikerne har lært taktikken.

290. Når et menneske har udviklet alkoholisme, er grunden til at vedkommende overhovedet begyndte at drikke uinteressant. Nu har trangen til alkohol overtaget personen og personligheden.

291. De fleste partnere reagerer først, når alkoholikeren er så psykisk påvirket af druk, at det er blevet umuligt at trænge ind til personen bag. Desværre overser / benægter de alle advarselstegnene, der går forud. Nu kommer angsten indefra dem selv. Og nu har kong alkohol virkelig fået fuld kontrol.

292. Det starter ofte med alkohol til festlige lejligheder. De festlige lejligheder bliver til weekend begivenheder. Så følger der en øl til fyraften o.s.v. Ingen bliver alkoholiker uden en vis indsats.

293. Alkoholkulturen i DK har ændret sig meget i min tid. Før dumpede vi ind hos hinanden til hverdag, og sludrede over en kop kaffe. I dag er fritiden kostbar og den skal udnyttes bedst muligt. Vores samvær bliver planlagt nøje. Vi inviterer og mødes over middage og veldækkede borde - med de passende drikke - naturligvis. Det skete før i tiden kun ved specielle lejligheder. Nu er det hverdag.

294. Jeg ville ønske, forældre betragtede sig selv, som deres børns gør - nemlig som børnenes forbilleder. Og at de var sig bevidste om, at de præger børnene for livet, i alt hvad de foretager sig.

295. Det er godt, jeg ikke forstod, hvorfor andre mennesker afviste mig, da jeg var barn. Voksnes ignorens og ligegyldighed ville have fyldt mig med rædsel.

296. Børn af misbrugere bruger deres psykiske energi på familien. Andre børn får lov til at bruge den på dem selv. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor vi nemt bliver betragtet som mindre begavede eller potentielle sociale tabere. Hvad jeg ikke forstår, er hvorfor samfundet ikke mener vi fortjener bedre.

297. Samfundet straffer børn af misbrugere ved at se ned på os. Vi bliver behandlet dårligt alle steder. Vores nød bliver overset – ignoreret og fokus er på vores forældres behov. Det er mere bekvemt for andre. Vores smerte er synlig og det skræmmer. Selv de som burde hjælpe os, ser væk. Det fortsætter også i voksenlivet. Nu har livet formet os. Nu kan alle få øje på, hvordan vi er forkerte.

298. Jeg kender flere voksne børn af alkoholikere, som går til samtaler hos socialrådgivere, i stedet for hos egnede psykologer. Det finder jeg dybt foruroligende. En socialrådgiver kan umuligt sætte sig ind i et så skadet og manipuleret sind - som vores. Det kender jeg skræmmende eksempler på. Men det er naturligvis betydeligt billigere. I hvert fald til en start. Hvordan socialrådgiverne tør gøre det? Ja - det må guderne vide. Konsekvenserne mærker de dog ikke på deres egen krop. De fleste ”af min slags” er dårlige til at mærke sig selv. I vores nød tager vi imod hvad vi får tilbudt. Når det ikke virker – ja, så finder vi fejlen hos os selv. Sådan er vi er blevet programmeret til at tænke. Vi klager ikke. Får det bare dårligt. Heldigt for alle de der mener, vi er umulige at hjælpe. De som intet fatter.

299. Jeg er ikke dum og ubegavet. Det var bare nemmere for andre at påføre mig disse stempler. Så behøvede de ikke kigge dybere og beskæftige sig med min person.

300. Da jeg blev syg, blev min smerte og afmagt synlig for andre. Selv kassedamen i Føtex stivnede over mit blege og forstenede ansigt. Det kunne ingen holde ud at blive konfronteret med. Det var for svært. Da jeg begyndte at fortælle, blev mine oplevelser betvivlede og jeg blev afvist.

301. Træde varsomt og vise hensyn. De fleste kan ikke rumme, hvad børn af misbrugere lever i og oplever. Sandheden skal frem og det kommer den! Jeg forsøger at formulere mig, så ingen viser klør og angriber. Det kan være svært, især når mine følelser blander sig.

302. At give slip på den tryghed og kontrol, det trods alt er at leve i et misbrug, oplever både misbrugeren og familien, som pinefuldt og angstfremkaldende. Som om afgrunden åbner sig. Angsten for det uvisse er enorm. Hvad sker der, når jeg ikke kan flygte ind i den kendte rolle mere?

303. Alle voksne i min opvækst nægtede at se mig. Det samme gjorde de voksne, jeg mødte senere i livet. Kun jeg, har forandret mig. Jeg har erkendt det.

304. Jeg havde ikke kun huller i mine minder, også i min personlighed. Jeg kendte min rolle, men vidste ikke hvem jeg var.

305. Det er ikke kun op til misbrugeren, at finde ny identitet. Hvis partneren forbliver den samme, er der meget få chancer for, at alkoholikeren forbliver ædru.

306. Jeg kan faktisk godt lide, hvad jeg finder inden i mig selv. Det er en fantastisk følelse.

307. Da jeg begyndte at mærke mig selv, reagerede en af mine søskende ved at sige > Du opfører dig, som om du hader din familie. < Følelsesmæssigt har jeg svært ved at forstå sammenhængen.

308. Benægtelsen og manipulationen mine forældre levede i, påtvang mig en rolle i familiens hierarki. Jeg blev den, de havde behov for, jeg skulle være, for at de havde det godt.

309. Betingelsesløs kærlighed betyder - ligegyldigt hvad der sker, elsker jeg. Kærligheden til mine børn og børnebørn har en sådan karakter. Det er nemt at forstå og forholde sig til. Men hvorfor jeg føler det samme, for mine forældre og mine søskende begriber jeg ikke.

310. Hele livet kommer jeg til at kæmpe med følgerne fra min opvækst. Det har lagret sig i min krop som spændinger og blokeringer. Smerter i halsen og udefinerbare fornemmelser i maven. Dage hvor jeg ikke kan læse uden briller - dage hvor jeg kan. Udmattelse af både fysisk og psykisk karakter. Pludselig opstået forladtheds og ensomhedsfølelser. Savn, men hvad savner jeg?

311. Min vrede har været en stor hjælp for min mentale overlevelse. Andre har aldrig forstået, at det blot var et værn mod deres overgreb.

312. Vreden er en energikilde. Det er en kæmpe ressource for den enkeltes udvikling. Når du møder et vredt menneske, burde du blive glad, fordi her er der stadig håb.

313. Jeg opdagede mine følelser og lærte mine grænser at kende. Jeg fandt mit sprog og turde benytte det. Herefter forsvandt min vrede. Nu kan du ikke mere gøre mig ondt.

314. Når jeg taler om mine oplevelser, får jeg ofte spændinger – blokeringer og ondt i halsen. Jeg overskrider grænserne. Alt det forbudte, sætter jeg ord på. Jeg bryder tavsheden og fortæller hemmelighederne.

315. Hvad jeg har forsømt tidligere, er vigtigt for mig at opleve nu. Udfordringer som før kunne få mit hjerte til at stå stille, af skræk for hvad jeg troede ville ske, tager jeg op. Andres reaktion som har fyldt urimeligt meget i mit liv, er jeg hamrende ligeglad med. Jeg gør det for min egen skyld og jeg nyder det.

316. Forbavse og overraske mig selv. Livet er, hvad jeg gør det til. Nu tør jeg bruge det. Nu er det sjovt og fantastisk. Grænserne bestemmer jeg også selv.

317. Tage mit liv i mine hænder. Jeg har givet slip på kontrollen og forventningerne. Hvilke overraskelser - hvad det fører med sig. Møder med utroligt dejlige mennesker. Tænk jeg overså dem i så mange år. Jeg var fastlåst i et mønster, en rolle i forstenelse.

318. Det er et levn, som jeg finder pinefuldt, at unge mennesker i vort samfund altid er svære og umulige. Sådan tænkte de voksne, da jeg var ung. Sådan tænkte de før og sådan tænkes der stadig. Det er en urimelig byrde at ligge på ungdommens skuldre.

319. De umulige unge har haft elendige voksne forbilleder. Voksne som holder fast i, selv de mest uhensigtsmæssige småligheder, af angst for at miste kontrollen. Det straffes de unge for.

320. Den unge generation forandrer, det er jo hvad unge mennesker skal gøre og er fremragende til. Voksne bekæmper forandringerne i stedet for at påskønne dem. Sådan gør vi os overflødige.

321. Det er vigtigt at fortælle, jeg udtaler mig på egne vegne. Det er mine oplevelser og mine holdninger jeg giver udtryk for. Du må gerne selv tilføje lidt humor. Jeg har ikke behov for at blive taget alt for alvorligt.

322. Den unge generation er mere åben overfor mennesker som mig. De har ikke denne afvisende indstilling til danskernes ufejlbarlighed. De mener ikke, de er alvidende. Det lærer de først, når de kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver præget af de, der er veletablerede i systemerne.

323. Hierarki og piedestalsyndromet sørger for, at visse faggrupper bevarer kontrollen over fundamentale dele af samfundet. Politikerne foretager sig intet.

324. Sige min mening kan være skadeligt for mig. Jeg løber risikoen og gør det alligevel.

325. Højt begavede og veluddannede mennesker mener de har mere at miste end sådan en som mig. Gad vide, hvad det er?

326. Hvor der findes mennesker, findes der misbrugere. Hvor stofferne er tilgængelige bliver de taget. Sådan er vi faktisk ret ens. Det handler ikke om intelligens og omtanke, men om afhængighed.

327. Det er ikke så vigtigt, om nogen kan sige > Jeg elsker dig < men at jeg føler mig elsket - er.

328. Være tro mod mig selv, betyder ikke jeg svigter andre.

329. Det er aldrig for sent at forandre og det er alt værd. Tænk hvis jeg ikke havde nået det.

330. Kærlighed og følelser kan ikke beskrives med ord alene.

331. Måden vi mennesker sanser livet - oplever og tænker på, er mere forskelligt end vi aner. Vi registrerer det dog kun, hvis og når vi ikke er så forbandet selvhøjtidige.

332. En god og ærlig debat indebærer at deltagerne er gode til, at lytte og lade ordene gøre deres virkning, i stedet for at tale i munden på hinanden. Jeg er desværre slem til at afbryde.

333. Når jeg møder nye bekendtskaber som fortæller meget om sig selv – især hvis det handler om deres holdninger og meninger - føler jeg altid, jeg står overfor et menneske, som er bange for, hvad jeg finder, hvis jeg selv går på opdagelse. Alle ordene skal skjule, hvem vedkommende virkelig er.

334. Hvis misbrugeren kan få sit ansvar lagt over på andre gør hun / han det. Her skal mennesker med et veludviklet omsorgs og hjælper gen, virkelig være på vagt og evne at sige fra.

335. Det er ubeskriveligt problematisk og håbløst afmægtigt, at elske en aktiv misbruger. Set i bakspejlet, med familien på afstand, blev det gennemskueligt. Jeg begyndte med at betragte mig selv og mit reaktionsmønster. Det gør jeg endnu. Der er stadig ting, jeg skal tænke over.

336. Det er tankevækkende, at så mange børn af misbrugere vælger, at arbejde med mennesker som voksne. Jeg håber, de selv ved hvorfor.

337. Den indre følelse af lethed opstod ved, at jeg gav op overfor problemerne og presset.

338. Livet blev så utrolig enkelt ved at indse, at jeg kun har ansvar for mig selv. Samtidig lykkedes det, for første gang, ikke at tage de 15-20 kilo på igen, jeg havde tabt under mit sygdomsforløb.

339. Jeg har haft flere små depressioner. Det ved jeg, når jeg tænker tilbage. Der var bare ikke tid til, at mærke mine behov og gøre noget ved dem. Det var også uvigtigt. Jeg reagerede nemlig, fordi et familiemedlem eller et af mine børn havde det skidt. Og her måtte jeg hjælpe. Hvem skulle ellers?

340. Jeg aner ikke, hvor alt dette nye – jeg - kommer fra. Med mindre det har været lagret i min underbevidsthed og ventet på, at jeg skulle ville og turde møde det.

341. Denne følelsesmæssige intelligens – intuitionen repræsenterer, har i virkeligheden intet med intelligens at gøre. Det er snarere sanser samlet i en form for hukommelse. Hmmmm.

342. Jeg glæder mig til resten af livet!_!

343. Jeg har altid været trøstespiser. Der er den forskel i forhold til tidligere, at jeg er blevet bevidst om det. Derfor smager lakridserne – negerbollerne og de gammeldags bolsjer også meget bedre.

344. Når jeg rigtig åd, havde jeg ingen stopklods. Ingen naturlig mæthedsfornemmelse. Fordi jeg jo ikke spiste for at tilfredsstille mit ernæringsbehov. Jeg skal altid tænke over, hvad og hvor meget jeg spiser. Et naturligt forhold får jeg aldrig til mad.

345. De danske love der beskriver vores sociale rettigheder, er sikkert velgennemtænkte og intelligent formulerede. Det har aldrig hjulpet mig en skid.

346. De politikere der afvikler den sociale velfærd, har først sikret sig selv økonomisk.

347. Benægtelsen i min familie fik mig til at føle, at mine behov var ligegyldige.

348. Have behov betyder ikke at jeg ønsker mig noget. Det betyder derimod, at jeg ikke kan fungere uden.

349. Ikke, at blive respekteret og accepteret af de mennesker som var mine forældre, betød - at de var utilfredse med og ikke holdt af den jeg var. Det igen har præget mit syn på mig selv.

350. Have mine egne holdninger og meninger, er en del af min personlige udvikling og min rettighed.

351. Blive elsket af den simple årsag - at jeg er mig - har betydning for og præger min evne, til at kunne holde af mig selv og have tillid til - at jeg - som den jeg er - er kærligheden værdig.

352. Alt i mit reaktionsmønster, hang sammen med mine forældres reaktioner på mig. F.eks. - hvis det havde været en del af opdragelsen at fejl var tilladte, ville jeg i dag have haft mere mod på livet.

353. Kende min fars mangler og fejl præger mit syn på mænd. Det har lært mig meget om, hvilke typer jeg tidligere forelskede mig i.

354. Jeg magter ikke mere at bekæmpe bureaukratiets vindmøller. Modviljen dræber min psykiske energi – min kreativitet og udhuler ethvert initiativ.

355. Det føles let og nemt at bede om hjælp til og for andre. Når det gælder mig selv, er det en helt anden sag. Her kan jeg ikke formulere mig. Jeg bliver akavet og bange.

356. Alkoholikerne og medicinmisbrugerne, ser ned på hinanden. Sammen ser de ned på narkomanen. Den der ryger, ser ned på den, der stikker sig. Sådan finder alle en som synes længere nede af den sociale rangstige, end de selv. En form for retfærdiggørelse af egne fejl og mangler. Nøjagtig som i det øvrige samfund. De unge fra begge verdener har det tilfælles, at de føler, de er usårlige. Ungdommens ignorens. Og de voksne har de fællestræk, at de ikke aner hvad der foregår. Også kaldet benægtelse.

357. Den dag politikerne og samfundet vil indse, at den eneste forskel der er mellem en overlæge - som forsyner sig fra medicinskabet og en narkoman der sprøjter sig - er tilgængeligheden af deres stof. At den fine frue som går hjemme og pimper dyre årgangsvine - af fine glas og alkoholikeren på bænken med guldbajeren i hånden - er to billeder af det samme problem vil der begynde at ske en forandring. Hvornår?????

358. Jeg er meget nøjeregnende. Et ord er et ord. En aftale er en aftale. Det har jeg behov for, at kunne stole på.

359. Når jeg underviser eller holder foredrag vil jeg gerne i dialog med tilhørerne. Det sker sjældent. Folk bliver ganske enkelt fuldstændig paf, når jeg åbner munden og fortæller om mine oplevelser. De fleste kan ikke fatte, den verden jeg kommer fra.

360. Jeg skal nydes i små bidder. Jeg er anderledes. Jeg chokerer - ved blot - at være mig.

361. Jeg havde ikke nogen naturlig fornemmelse af min krop, før jeg blev 50 år. Det havde jeg aldrig haft. Derfor vidste jeg ikke, hvad den betød og at jeg manglede den.

362. Når behandlerne tror, jeg har de samme behov, som de er vant til at støde på, er det ikke mig de ser.

363. Jeg tænker meget over hvilke konsekvenser mine valg og mine handlinger kan få og vil have. Før tænkte jeg meget på, hvad andre mon tænkte, om det jeg gjorde. Det fylder ikke mere.

364. Det er utroligt kompliceret, at samtale med teoretiske mennesker. Almindelige mennesker synes mere accepterende og rummelige. Det har været en værdifuld terapi for mig, at opleve hvor kærlige og tålmodige de mennesker, som selv har haft svære personlige problemer, har reageret på mine. Men også meget skræmmende, at de der burde - ikke kunne - eller turde - se mig.

365. Fordi andre ikke kunne se, at jeg var indsatsen værd, mistede jeg næsten selv troen på det. Jeg var tæt på at give op.

366. Jeg har altid levet ensomt. Også som medlem af en familie på 7 personer. Mit store håb er, at børnene der vokser op i dag, vil få udbytte af min kamp for at blive set og hørt.

367. Jeg er ligesom, alle andre mennesker, et produkt af min opvækst. Da jeg var barn og havde behov for hjælp, var der ingen som reagerede. I dag er jeg voksen og har kæmpet, for at nå til hvor jeg står. Mine medmennesker må tage mig som jeg er eller lade mig være i fred.

368. Det er farligt at ryge. Rygning kan føre til mange sygdomme. Det er efterhånden veldokumenteret. Derfor er der meget fokus på rygning. Kampagner o.s.v. Vi har set det igen og igen. Hvor farligt mon det er at have et alkoholmisbrug? Hvor mon man kan finde dokumentationer herfor? Nej – vel? Det er slet ikke fremme i folks bevidsthed. Og hvorfor mon ikke? Argumenterne for ikke at forholde sig til alkoholmisbrug er de samme alle steder. Berøringsangst. Det er svært for mig, som kender konsekvenserne af denne angst for at involvere sig, på egen krop og fra egne oplevelser at respektere samfundets holdninger til problematikken. Jeg har efterhånden mistet respekten, for måden man prioriterer sin interesse og samfundets indsats for danskernes folkesundhed.

369. Når jeg blive psykisk træt, mærker jeg min udbrændthed. Her er der ikke langt til, at jeg reagerer som tidligere, når jeg følte, jeg ikke slog til. Jeg bliver bleg og fysisk svag. Mit mindreværd banker på. Tanker om at give op og bare flyde med strømmen fylder og tårerne melder sig. Der er ingen tvivl om, at min depression og min udbrændthed er tæt knyttet sammen. Hvorfor mon det er så svært for behandlerne at forstå?

370. Min psykiske træthed har nærmest skizofren karakter. Det er i hvert fald, hvad jeg tænker, når jeg skal beskrive følelsen med ord. Det er en afmægtig og komplet fornemmelse af at miste al min energi, som flød den ud af mig i en jævn strøm. Som om jeg står tilbage som skelet. Den forklaring kan en psykiatriuddannet sikkert få en masse ud af. Men det er ikke nødvendigt. Spar din energi. Jeg er blot trænet i og blevet virkelig dygtig til at mærke efter og er ærlig i min beskrivelse.

371. Det er svært for mange teoretikere, at acceptere min selverkendelse. For mig er den livsvigtig. Jeg havde ikke bevæget mig ud af stedet uden.

372. Min indflydelse er begrænset, det står mig klart. Netop derfor er det vigtigt for mig at bruge den.

373. Det er nemt at kritisere mine holdninger og meninger og blive fornærmet over mine udtalelser. Det kan jeg kun gøre noget ved, hvis jeg får mulighed for at forklare mig og folk ikke lukker af.

374. Unge mennesker har ikke en chance for, at lære om alkohol fra de voksne. De voksne fortæller nemlig ikke sandheden ved at drikke sig fuld. Men pynter på den. De har åbenbart aldrig brækket sig. Er gået kolde og gjort ting - i en brandert - de senere bitterligt har fortrudt. Så hvorfor skal ungerne være nervøse, for noget der er så sjovt. Eller hvordan kan de få den oplevelse, at der findes voksne at betro sig til, hvis det går galt? Forældrene viser sig jo som uvidende. !

375. Hvis vi, som voksne ønsker, at fungere som forbilleder, er der ingen vej udenom sandheden. Heller ikke, når den er hæslig – pinlig og flov.

376. Voksne undervurderer næsten altid unge mennesker. De unge er utroligt ærlige og følsomme. Det finder jeg smukt. Jeg ville ønske, deres forældre gav sig tid til også at bemærke dette.

377. Efter en fest, hvor en blandt gæsterne har skejet ud for 117 gang, møder vi ham på gaden og siger høfligt >Tak for sidst. Hvor var det hyggeligt. <

378. Vi har altid været til en god fest. Også når vi ikke har. Er det ikke utroligt og tankevækkende?

379. Når et menneske skifter personlighed ved indtagelse af alkohol, bliver jeg opmærksom. En potentiel alkoholiker? Ofte – JA!

380. Samfundet er tilfreds med, at børnene der vokser op i dag måske får et bedre liv. Der er i hvert fald, hvad jeg har fået fortalt, af en der arbejder med børn af misbrugere. Jeg bryder mig ikke om ordet – måske – i den sammenhæng! Og jeg bryder mig slet ikke om, at så mange andre bliver oversete.

381. Mange mennesker i nøglepositioner er vældigt interesserede i, hvad jeg har at fortælle. Det skyldes desværre ikke at de ønsker at forandre. Men at de kan bruge min viden til at profilere dem selv.

382. Jeg bliver tit betragtet som naiv. Det er ok. Senere bliver vi jo alle klogere.

383. Det er åbenbart naivt at være ærlig - og smart at omgås sandheden lemfældigt.

384. Nogle mennesker tror de kan manipulere med min forstand. Pas på – jeg er ekspert i den slags. Blot kunne det aldrig falde mig ind at benytte mig af det. Jeg bruger det udelukkende til at gennemskue den som gør.

385. Når alkoholikerne bliver ædru, har de i den grad brug for at lære andet end den drikkendes verden at kende. Alkoholen har hjernevasket dem. Det er muligt flasken er stillet på hylden, men det tager mange måneder, måske år, før tankemønsteret bliver normalt. Hos nogen sker det aldrig.

386. I mit arbejde uddeler jeg gerne ansvar og beslutningstagen. Det udvikler den enkelte medarbejder og begrænser fejltagelser. Fordi - vi husker alle en bommert. Især hvis vi bliver holdt ansvarlig for den.

387. Jeg elsker at se andre vokse. Det gør mig utrolig glad at opleve og vide jeg har haft indflydelse på et menneskes liv på en positiv måde.

388. Sætte ord på mit liv skader ikke nogen. Det skader til gengæld mig, hvis jeg ikke gør det.

389. Din kærlighed til mig må være af en sådan karakter, at jeg bærer den i mig og kan finde den frem – støtte mig til den og trøste mig ved en, når jeg har brug for det. Jeg må aldrig komme til at betvivle den. Hvis det sker mister jeg troen på os.

390. Med ord kan du sige meget, men dine handlinger fortæller hvem du i sandheden er.

391. Jeg kan ikke have tillid og fortrolighed til en person, blot fordi hun / han mener at være det værd. Eller sidder i en position som kræver jeg har. Jeg skal kunne føle det.

392. Ikke at blive hørt og taget alvorligt, er det samme som at blive afvist og svigtet. Det kan godt være jeg tilgiver dig, men mit sind glemmer ikke smerten. Den forsvinder aldrig. Smerten vil stå som en mur imellem os, indtil du har hjulpet mig med at hele de sår, du har påført mig.

393. Hvis du udelukkende tiltrækker venner og kærester som lever et problemfyldt liv, bør du stoppe op og kigge nærmere på dig selv. Men regn ikke med at dine omgivelser vil forstå og støtte dig i din kamp. De spænder ben, det bedste de har lært, fordi – de har brug for, at din opmærksomhed forbliver hos dem. At du ikke forandrer dig.

394. Jeg kan ikke overleve på ordene ”Jeg elsker dig.” De kan vække min hunger efter kærlighed men ikke mætte mig. Og føler jeg ikke, at mine behov bliver tilfredsstillet, vil jeg føle mig svigtet og bedraget. De smukkeste ord der findes vil blive tomme – ligegyldige og i sidste ende - latterlige.

395. Min kærlighed behøver næring, d.v.s. gengældelse. Ellers dør den. Gud ske lov, føler jeg sådan i dag. Før i tiden kæmpede jeg som en vanvittig for at blive elsket tilbage. Nu kræver jeg, hvad jeg har behov for.

396. Det er ligegyldigt om jeg fortæller dig, hvad jeg tænker og føler. Når du ikke vil høre det preller mine ord og mine følelser af. Al min energi bliver spildt og du forbliver uvidende.

397. Mænd der er bange for intimitet, finder kvinder som har masser at give. Her kan de snylte.

398. Hvad jeg ikke indeholder, forsøger jeg at finde hos en potentiel partner. Sådan - bliver vi begge to hele mennesker. Sådan - supplerer vi hinanden. Det er smukt og stort, så længe det er ligeværdigt.

399. Jeg er flere gange faldet for den rare type – vennernes ven. I dag ved jeg, han er en elendig kæreste og uhyggelig selvcentreret. Bange for ægte følelser og intimitet. Vennerne var ikke farlige, jeg var.

400. Den evige ungkarl styrter rundt for at opleve. Han har masser af venner og interesser at fordrive tiden med. Jeg fandt hans verden lille og ensformig. Uden dybde og temmelig ligegyldig. Uden ægte følelser.

401. Når du tager imod hvad et andet menneske følelsesmæssigt tilbyder dig, forpligter du dig samtidig til også at give tilbage. Alt andet er pure egoisme og du står som taber i sidste ende.

402. I de relationer hvor jeg har været nød til at fortælle, at jeg følte mig forsømt – dårligt behandlet – udnyttet – svigtet – afvist – ensom o.s.v. fordi modparten ellers ikke ville ane dette, ved jeg nu, at de også har været skide ligeglade.

403. Jeg forelskede mig, i alt det jeg fornemmede, han indeholdte. Jeg gik, fordi han ikke ville dele med mig. Så meget spildt på en person som kun kunne mærke sine egne behov. Skide ærgerligt.

404. Hvis du giver for selv at få, kan du beholde det hele for dig selv. Jeg er sikker på, hvad du forlanger tilbage, er jeg ikke parat til at udlevere.

405. Der er ikke langt mellem kærlighed og had. Det siger et gammelt ordsprog. Jeg ved det er sandt.

406. Jeg skal stadig arbejde med mig selv, når jeg bliver forelsket. Mit første forhold varede 13 år. Det næste 6 år og det sidste 4 måneder. Grund til at glæde mig har jeg ikke. Selvom det kan se ud, som om jeg har sagt fra tidligere og tidligere. Fordi jeg, hver eneste gang overså – benægtede – tegnene.

407. Hvad mænd går glip af, når de ikke forstår hvad en kvinde, der elsker og bliver elsket tilbage, er i stand til at give – ja, det finder mange aldrig ud af. Jeg håber at deres kvinder til gengæld gør. Og at de tager konsekvenserne deraf.

408. Den mand jeg søger, skal elske mig og turde vise det. Han skal kunne rumme min anderledeshed. Jeg skal være noget af det vigtigste i hans liv. Han skal være vild med at kysse og røre ved mig. Elske min krop, trods min alder. Være interesseret i min tilfredsstillelse før sin egen. Synes, jeg er det dejligste, han har mødt. Kort sagt – jeg vil have alt eller intet. Fordi det er, hvad jeg selv giver.

409. Jeg ved i dag at mine seksuelle problemer, som stammer fra overgrebene i min barndom, ikke tynger nær så meget, som jeg længe troede. Eller fik fortalt, de ville. En mand som virkelig elsker mig, kan sagtens hjælpe mig med at hele sårene. Forudsat han ønsker det.

410. Andre er ligeså værdige som jeg. Også når de opfører sig uværdigt. Det er ikke en floskel. Når jeg handler derefter, møder jeg mennesket bag alle dets facader. Når jeg ikke gør, mister jeg min egen værdighed.

411. Da jeg beskrev min smerte, i digte og manuskriptet til bogen ” Børn af alkoholikere” reagerede en behandler ved at rose mig for bestemte formuleringer. De var rigtige og gode, mente hun. Andre synes hun, var fyldte med selvmedlidenhed. For mig var det bare mine følelser, jeg gav udtryk for. Og det for første gang i mit liv.

412. Det er stadig en gåde for mig, at andre mennesker mener, jeg skal lave om på mig selv. Og jeg fatter virkelig ikke, med hvilken berettigelse de mener at være mere ”rigtige” end jeg.

413. Det er svært for mange teoretikere at acceptere min selverkendelse. For mig er den livsvigtig. Jeg havde ikke bevæget mig ud af stedet uden.

414. En af de nemmeste opgaver, er at give andre gode råd når de har det svært. Lige indtil man selv står med følelserne i klemme. Så ryger overblikket.

415. Lige indtil jeg lærte at gennemskue taktikken, faldt jeg i hver gang, nogen brugte den mod mig. Det starter med, at en person sårer mig og jeg konfronterer vedkommende med dette. Jeg mærker, der bliver tænkt over mine ord. Måske modtager jeg også en undskyldning. Så drejes samtalen på forunderlig vis ca. 180 grader og pludselig bliver det synd for den, der sårede mig. Egentlig ret komisk. Hvis ikke jeg tilhørte typen, der havde alt for lavt selvværd. Jeg falder ikke i længere.

416. Det er efterhånden gået op for mig, at når en person starter en sætning med ordet MEN, kan jeg godt glemme alt om, hvad der er blevet sagt eller skrevet forud. MEN betyder nemlig – glem alt hvad jeg lige har givet udtryk for. Jeg sagde eller skrev det - kun fordi det blev forventet - eller fordi det er mest anstændigt. MEN - nu skal du høre, hvad jeg virkelig mener og tænker.

417. Jeg straffer ikke længere mig selv, når jeg opdager, jeg har gjort noget forkert, eller jeg har truffet et uheldigt valg. Jeg tænker situationen igennem og forsøger at lære af den. Og det er slet ikke svært at sige undskyld, når det er påkrævet. Det møder jeg stor respekt for og det er dejligt.

418. Sætte ord på mit liv er en gave, jeg har opdaget meget sent. Før i tiden satte jeg ikke pris på, at jeg kunne skrive og formulere mig. Det var uinteressant. Der var ikke noget at bruge det til. Nu har jeg opdaget, at det slet ikke er så mange forundt. At jeg også har modet og trangen til at give udtryk for mine meninger – holdninger og tanker er jeg taknemmelig for. Jeg føler dog også, at det forpligter.

419. Når nogen giver udtryk for, at de ønsker at vide, hvad jeg tænker – føler og mener, ved de ikke hvad de beder om. Langt de fleste overvurderer deres egen rummelighed og jeg føler mig svigtet - igen.

420. Det er så nemt at sige ” Du skal bare komme, hvis der er noget, du har brug for, eller er i tvivl om.” Det er en formulering, der rutinemæssigt bliver brugt - mange steder. Det er så chokerende få, jeg har oplevet, der har kunnet, eller har villet leve op til disse ord.

421. Vælge mine ord med omhu, når jeg lover et andet menneske noget, overhovedet. Tænk – hvis det er en person, der er ligeså nøjeregnende som jeg selv.

422. Jeg finder det vigtigt at være konkret, med hvilken hjælp jeg kan yde. Derfor fortæller jeg altid, klart og tydeligt, hvad jeg er i stand til at gøre. Hvad jeg ønsker, jeg kunne tilbyde er ofte en anden sag. Det har overrasket mig, hvor positivt det bliver opfattet, fordi jeg selv, mange gange har følt, at jeg burde gøre noget mere og være bedre til det.

423. Det er forbavsende, hvor mange mennesker der tilgiver mig min mangelfuldhed. Jeg tror, det er fordi jeg kender den og indrømmer dens omfang. Den får et velkendt ansigt.

424. Da jeg var blevet voksen og havde behov for at tale om min fars vold, glattede familien ud, eller forsøgte at gøre mig latterlig. Sætninger som ”Det var da ikke så slemt.” ” Åh hold op så var det heller ikke værre” smertede mere end de nogensinde vil forstå. Mine oplevelser var forkerte eller direkte usande. Flere gange er jeg blevet spurgt ”Hvorfor mener du egentlig, du har fået flere bank end os?” Jeg har endnu aldrig fået lov at svare. At fortælle.

425. Børnene jeg holder foredrag for, eller underviser, ved mere om mig end mine søskende nogensinde ønsker at erfare.

426. Min måde at tolke livet på. At se og opleve på, er ikke ønsket indenfor mit arbejdsområde. Det er jeg ked af, jeg synes selv, jeg har meget at bidrage med.

427. Jeg blev dårlig, når jeg i mit arbejde på plejehjem eller sygehuse, skulle lade mennesker ligge og dø alene. Der var ikke tid til at blive og holde hånd. Trøste – lette og støtte den døende, og de pårørende - så meget jeg nu evnede. Denne ligegyldighed i forhold til mennesker gik jeg psykisk ned på. At der blev sparet ind til benet af hvad der var muligt. At personalet fandt sig i dette og ikke – sammen, bekæmpede politikernes nedskæringer. At menneskeværdet blev devalueret og kom i klemme - i fagligt hierarki - magtede jeg ikke at være en del af.

428. Hver gang jeg forsøger at komme i forbindelse med min faglige viden, skyller der en væmmelig følelse af utilstrækkelighed og angst op i mig. Jeg bliver trist og får knuder i maven. Jeg ved, jeg var endog - meget dygtig til mit arbejde. Nu er det, som om det hele er lukket inde og gemt væk.

429. Mange pårørende til alkoholikere får psykosomatiske problemer / sygdomme.

430. Jeg har taget skade. Men du ved ikke hvordan. Det gør kun jeg. Så - jeg beder dig - lad være, at gøre dig klog på mit liv.

431. Det er en del af min personlighed, at jeg fornemmer andre menneskers behov tydeligere end mine egne. Endelig – ved jeg det – forstår det hænger sådan sammen - og kan reagere derefter.

432. Jeg giver min kærlighed fuldt ud, til dem jeg elsker. Det er det eneste, jeg kan finde ud af. Det kan virke skræmmende og overvældende. Men det er jo bare mine følelser. Det skader ingen.

433. Jeg bevæger mig væk fra alt det uægte - hen imod - hvad jeg opfatter som virkeligt. Det kan være ensomt og jeg må ofte gå alene. Når jeg er nået frem, kommer alle de som var bange - eller for svage til at følge med - i første omgang. De så til - fra sidelinien - og heppede, med hænderne i lommerne. Håbede jeg evnede og havde kræfterne til - også - at finde hvad de havde brug for. Det er ok. Det er mit lod. Jeg gør det gerne.

434. Nogle mennesker er så følelsesmæssigt hæmmede, at de kun kan modtage. Ude af stand til at gengælde med ægte følelser, tømmer de os der kan og tør elske og forlanger hele tiden mere. Men naturligvis kun i kærlighedens navn.

435. Jeg synes følsomme mænd er sexede, når de er i kontakt med, hvorfor de græder. Hvis ikke er de blot knudemænd, der græder andres tårer på deres egen smertes vegne. Når det er legitimt. Sådan gemmer de deres ægte følelser væk. Sådan manipulerer de med vores indre. Det tager tid og selvindsigt at opdage, at disse mænd - også - trods deres tårer - skjuler alt, hvad de i virkeligheden indeholder.

436. Når jeg virkelig har involveret mig og givet af mit hjerteblod, er jeg udtømt. Det mærker jeg, når det hele er overstået. Jeg sover i mange timer. Det er en helbredende søvn. Den er total - fuldkommen – drømmeløs og terapeutisk. Jeg vågner op udhvilet – veltilpas – i psykisk balance.

437. Hvordan det føles at være virkelig lykkelig, kan jeg ikke huske. Mon jeg nogensinde har prøvet det? Tilfreds ja. – Glad ja. - Men lykkelig? Jeg ved det ikke. Der har altid været en usikkerhed. En fornemmelse af - ikke at kunne opnå følelsen. At turde give slip på kontrollen og blive svag, det er for risikabelt.

438. Når jeg føler, jeg svigter, får jeg det dårligt. Jeg kræver af mig selv, at jeg altid gør mit bedste.

439. Gode samarbejdspartnere er en forudsætning for, at jeg kan trives i mit arbejde.

440. Fordi jeg søgte min egen identitet, i så forfærdelig mange år, kunne / kan mit arbejde aldrig blive, blot en beskæftigelse. Min omgangskreds aldrig, mennesker som var / er ligegyldige. Alt var / er relationer og gøremål, som jeg skulle / skal finde en vis værdi i.

441. Mit liv er enten intenst og ærligt - eller slet ikke. Fordi der er meget, jeg skal have indhentet og nået. Mit indre driver mig. Jeg har ikke mere tid at forære væk og spilde af til ligegyldigheder.

442. At kunne adskille mine og andres oplevelser - erfaringer og behov, kan være en svær balancegang, for et menneske med min baggrund. Det er dog en tvingende nødvendighed, ellers bliver det mig selv, jeg hele tiden reagerer på.

443. Jeg kan være ked af det og alligevel humoristisk. Min humor og min – kedet af det hed – bor ikke samme sted inden i mig. Havde jeg ikke denne evne, ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag. Hvis du er personen som sårer mig, får du dog ikke min humor at se eller mærke. Jeg er meget tro mod mine følelser.

444. Jeg har mange gange følt mig forkert, fordi jeg var hudløs ærlig, når jeg fortalte om mig selv. Det har virket provokerende og anderledes. Jeg kunne og kan, stadig ikke andet. Der var så utrolig meget løgn i mit liv. Det smertede. Så jeg kunne og kan, stadig kun fortælle sandheden og må jo så betale regningen, der siger, jeg er forkert.

445. Jeg kender ingen, der ved så meget om sit indre som jeg. Det har været et hårdt og barskt studie. Den del af mit liv, vil jeg dog - for intet i verden - undvære.

446. Nogle mennesker har den opfattelse, at det kan være nødvendigt, at bunde i sit liv før man kan se udvejen og lyset. De personer - jeg har mødt - som har ment, det sikkert har været tilfældet for mig også - er mennesker - der alle uden undtagelse - tidligere har afvist og svigtet - netop MIG. Personer der - hvis de havde reageret - havde kunnet hjælpe - så jeg ikke behøvede blive så dårlig og syg, som jeg blev. Hvis indflydelse og støtte, kunne have gjort den forskel i mit liv, som alle i dag taler så meget om. Det værste i den sammenhæng er, at tænke på hvad der skete - fordi de ikke reagerede.

447. Mennesker der beder mig om hjælp, er meget tit de der har prøvet alt tænkeligt andet. Personer som ikke kan rummes i samfundet. Mennesker med mange mærkelige historier og diagnoser. De sidder - som jeg tidligere - fast som i en centrifuge, hvor de bliver kastet frem og tilbage og presset op af væggen. Frataget deres frihed og handlekraft. Mennesker som bliver overrasket over, at møde en person der tør fortælle om sig selv. De kan næsten ikke fatte, at så anderledes er de / vi slet ikke. Hos nogen - har det - at jeg kender det fra mig selv betydet vendepunktet. Det kan gøres enkelt, blot du tør se mennesket. Berøre og skubbe dine egne grænser. Her finder jeg oprejsning og livsværdi. Det er kærlighed til andre og bekræfter mig i, at livet er livet værd. Det kommer dog ikke af sig selv.

448. Minoritetsgrupper i DK er ofte de besværlige. For tiden er der fokus på rockerne – indvandrerne – narkomanerne – de pædofile. Gad vide hvordan disse mennesker havner i grupperingerne? Hvad mon er årsagen til, at de ikke fungerer som andre? Findes der nogen, der har lyst til spørge og som tør lytte til disse menneskers livshistorier? Jeg mener, deri ligger den eneste virkelige forebyggelse.

449. Kvinderne i krisecentrene har ry for at kunne lide tæsk. Jeg har talt med en politibetjent, der mente at de da må kunne lide volden. Hvorfor går de ellers tilbage, enten til den samme, eller finder en anden voldelig mand? Jeg tænker – når jeg hører om en kvinde, som har det handlemønster - at hun sikkert altid har været udsat for vold. At hun ikke kender andet og derfor er volden blevet en naturlig del, af hendes tilværelse. Det i sig selv er utrolig trist. Men hvor sygt og trist er det ikke, at mene hun kan lide det?

450. Min afmagt bliver mærkbar, når jeg møder ignorante mennesker. Følelsen af ikke at kunne trænge ind er udmattende. Det bliver total håbløst og formålsløst at forklare noget til en person, som længst har truffet beslutningen om ikke at ville modtage. Dette bliver aldrig mere min opgave. Her lukker jeg af og giver op.

451. Jeg plejer mit ydre og holder af at se ordentlig ud. Det passer åbenbart ikke til andres opfattelse af, hvad jeg burde udstråle. Det kan stadig undre mig, at mit udseende overrasker. Jeg lever ikke op til forestillingerne, om det jeg kommer fra. Det gør det svært for nogle mennesker at tro på min historie. At jeg har min værdighed i behold - virker forkert hos behandlerne og provokerende på misbrugeren.

452. Først er du menneske. Så er du professor. Alkoholismen rammer mennesket i dig. Derfor er dit sociale ophav - din professionelle baggrund og din intelligens ligegyldig - i denne sammenhæng.

453. Er alkoholisme arvelig? Måske. Men i virkeligheden uinteressant for de ramte og deres familier! En skal være den første.

454. Drikker alkoholikeren fordi hun / han har en sygdom? Eller bliver alkoholikeren syg fordi hun / han drikker? Totalt ligegyldigt! Hvori ligger forskellen for den enkelte og familien? Alkoholismen er også skide ligeglad. Afhængigheden opstår uanset.

455. Alkoholismen er international. Ligegyldig hvor i verden du bor. Ligegyldig din baggrund. Alkoholikerne har de samme problemer overalt. Deres familier ligeså. Konsekvenserne af alkoholmisbrug er de samme. Så måske er det her, vi finder den største gruppe i befolkningerne globalt set, som har noget til fælles.

456. Det handler ikke om at blande sig i andres liv. Det handler om at hjælpe. Fordi – mennesker dør af alkoholmisbrug.

457. En alkoholiker kan ikke vide, hvordan det føles at være pårørende.

458. Partneren til alkoholikeren kan ikke vide, hvordan det føles at være barn.

459. Det er fornuftigt og formålstjenligt, når ædru alkoholikere uddanner sig til at varetage behandlingen af alkoholikere. Jeg har det dog svært med, at de også er behandlere for pårørende.

460. De tidligere misbrugere jeg har mødt, som er blevet behandlere, er præget på deres personlighed. Ligesom jeg er præget af at min far drak. Det mener jeg er vigtigt at være bevidst om, især når jeg blander dig i et andet menneskes liv.

461. Alkoholikeren drikker ikke fordi hun / han har problemer. Alkoholikeren har problemer, fordi hun / han drikker.

462. Hvis alkoholikeren mener alkoholisme er en sygdom, håber jeg det bliver brugt som indikation for at opsøge hjælp. Ikke som en undskyldning for at drikke videre.

463. Det er selvbedrag, at påstå børnene ikke tager skade, når forældre drikker. Det at vi ikke har et sprog – endnu - til at forklare og blande os. Det - at vores hjerne bliver manipuleret med - af vores forældres løgne og samfundets berøringsangst - betyder blot at mange reaktioner udsættes til senere i livet. Børn ser og hører alt. Vores krop og vores underbevidsthed glemmer intet.

464. Intet er så barskt og uhyggeligt som det børn af misbrugere fantaserer sig til. Derfor er det nødvendigt at fortælle dem sandheden. Altid.

465. Jo yngre barnet er, når forældrene begynder at drikke, jo større skader får det. De forskellige udviklingstrin kan ikke foregå normalt med misbrugerforældre. Det er vigtigt at holde sig for øje, at vi ikke er som andre, fordi vi ikke har mulighed for at koncentrere os om os selv. Vores liv er ikke vores og uden hjælp - bliver det, det heller aldrig.

466. Mange børn af alkoholikere får sene depressioner som følge af deres opvækst. Når alle andre mener, vi er ovre den tid, hvor man normalt reagerer, reagerer vi. Når alt andet i vores liv, ser ud til at være faldet på plads. Når vi slapper af og skal til at have det godt. Hjælperen skal virkelig vide, hvad det handler om. Oftest ved vi det nemlig ikke selv.

467. Vi voksne børn af alkoholikere, reagerer på barndommens traumer, når vi ser tilbage på det, der var vores liv. Når der sker begivenheder som gør at vi stopper op og mindes. Når vi selv får børn. Når vi bliver bedsteforældre. Når der sker noget med en vi holder af. Når dem vi elsker, begynder at falde bort. Nu kommer erkendelsen. Sandheden lader sig ikke længere fornægte. Jeg fik en depression med fysisk og psykisk udbrændthed. Andre får psykosomatiske lidelser.

468. Mine tidligere venner og bekendte, var udelukkende mennesker som havde brug for min styrke. Mig var de i virkeligheden ligeglad med. De sidste forsvandt, da jeg blev syg og svag. Nu havde jeg brug for deres hjælp og støtte. Den slags mennesker kan løbe hurtigt når lokummet brænder.

469. Jeg føler mig ofte som en belastning for mine børn. Jeg kan ikke finde ud af, hvor meget jeg skal involvere dem i mit liv, selvom de er voksne. Det kan være smertende akavet at være mig og mor.

470. Min usikkerhed i forhold til mine børn har altid været stor. Jeg har aldrig haft kærlige – gode og naturlige voksenforbilleder. Ingen – jeg har kunnet sammenligne mig, i min egen forældrerolle med.

471. Jeg har altid været bange for, om mine børn klarer sig godt i livet. Det er en gammel angst. Jeg synes ikke, jeg har evnet at give dem meget med. Det mindste problem de har, klandrer jeg mig selv for.

472. Mine behov er usynlige. Livet ville være nemmere, hvis jeg manglede en arm eller et ben. Sådan har jeg ofte tænkt. Jeg føler mig amputeret, ved bare ikke hvad det er jeg mangler.

473. Jeg er så utrolig træt af, at skulle forklare alle disse ligeglade personer, hvordan det ser ud inde i mig.

474. Vi lever i projekternes tid. Ideer og teorier bliver afprøvet med projektmidler fra Kommune – Amt – Stat og EU. Jeg bliver frustreret – ked af det og vred, når børn af misbrugeres behov på den måde bliver kommercialiseret og brugt til at nogen har arbejde et par år. Derefter er det igen overladt til tilfældigheder, om børnene finder en som har forstand på deres problemer. Det er sgu for nemt.

475. Overalt i det offentlige arbejder der mennesker – som selv har misbrugsproblemer. Når et menneske som jeg – der tydeligt kan aflæse dette – møder en sådan person og denne person oven i købet er vedkommende, der skal hjælpe mig, mister jeg fuldstændig tilliden og respekten. Sådan har det været, så længe jeg kan huske.

476. Jeg er en bums på samfundets næse. Jeg klandrer misbrugeren for at svigte sin familie og ikke tage ansvar for sig selv. Partneren for, at svigte børnene og misbrugeren. Behandlerne for ikke at opsøge viden, til at blive bedre til at hjælpe. Politikerne for ikke at interessere sig for, hvad de enorme pengesummer der gives til misbrugerbehandling egentlig bruges til. Og sørge for relevant uddannelse af social og sundhedspersonale. Og det øvrige samfund for at stå på sidelinien og se på.

477. Vi får aldrig nogen til at indberette når børn bliver misbrugt og udsat for overgreb, så længe der ikke bliver taget hånd, om de mennesker der indberetter. De skal sikres på en måde, der gør det muligt at leve uden trusler på liv og lemmer. Og de skal vide, hvor de kan få hjælp, hvis de mærker tyngden af opgaverne på deres eget sind.

478. En SSP konsulent har fortalt mig, at han mener 1 ud af 50 pædagoger indberetter omssorgssvigt. Så meget om den udvidede indberetningspligt og dens effekt.

479. Et barn fortalte mig for nylig, at hun havde fortalt sin lærer, at faderen drikker. ”Læreren løb ned af gangen,” sagde hun.

480. Et andet barn fortalte, at hun bliver slået derhjemme. Hendes lærer svarede ”Det kan ikke passe. Din far er sådan en pæn mand.”

481. Det er nemt for psykisk syge at blive infiltreret i misbrugermiljøet. Her bliver sindslidelsen skjult bag misbruget og sindslidelsen normaliseret.

482. Mennesker med angst og depressive tendenser, er i farezonen for at udvikle misbrug.

483. Alkoholikere får antidepressiv medicin af deres læge. Hvad de fejler, har intet med depression at gøre. Det er en reaktion på deres misbrug. Når alkoholen forsvinder ud af deres liv, forsvinder de depressive tegn også.

484. Det er en katastrofe, at lægerne udskriver medicin der virker som alkohol. Tørsprit kalder vi det. Det bliver en erstatning for alkoholen. Når medicinen droppes, begynder alkoholikeren at drikke igen. Det ene misbrug erstatter det andet. Og behandlerne synes de gør, hvad de kan.

485. Sygdomme som epilepsi og astma / bronchitis har jeg set hos en del alkoholikere. Nogle er døde af det i en ret ung alder. Ligesom slagtilfælde er kendte dødsårsager. I virkeligheden dør de af alkoholmisbrug. Det kommer bare ikke til at stå på deres dødsattest.

486. På de danske plejehjem, findes der en del forholdsvis yngre mænd. Nogle sidder i kørestol efter hjerneblødninger eller blodpropper i hjernen. Andre går rundt og fungerer dårligt, mentalt. Jeg tror, der er rigtig mange med diagnosen alkoholdemens iblandt disse mennesker. Personalet er ikke uddannet til at varetage deres behov. Eller til at tage sig af de pårørende. De går ud over alle parter.

487. I første omgang virker beruselsen opløftende. Det kender de fleste af os. Senere forstærkes følelse, der bliver drukket på. Nu virker alkohol modsat.

488. Når misbrugeren begynder at bede om hjælp, forventer hun / han at jeg kan snippe med fingrene og udrette mirakler. Og det skal være her og nu. Nogle gennempløjer alt der hedder hjælp, blot for at kassere det igen. De opfører sig aldeles umuligt, fordi de har brug for, at jeg fejler. Så kan de igen sige, ”Jeg kan ikke få hjælp nogen steder.” Jeg ligger kortene på bordet fra starten. De kan ligeså godt gå med det samme, i stedet for at spilde min tid.

489. At blive ædru er nemt. At lade være med at begynde at drikke igen, er en livslang kamp for mange.

490. Mange alkoholikere fortæller. ”Jeg skulle drikke færdig og nå min bund.” Når bunden er nået, har de fleste mistet alt.

491. Alkoholikeren er nem at udpege. Til festen har hun / han altid drukket hjemmefra. Der bliver ikke nippet til et glas, nej – indholdet hældes ned.

492. Antallet af flasker og drinks er udslagsgivende. Det måles festen på. Der skal være rigeligt – helst også til dagene efter.

493. Når alkoholikeren holder fest, er maden ligegyldig. Til gengæld står der ølkasser til op under loftet.

494. Ofte skejer alkoholikeren ud. Hun / han opfører sig flovt og provokerende. Familiehemmelighederne råbes ud over selskabet. Pinligheder bliver kastet på bordet, eller i hovedet på folk. Der bliver gramset og kysset på alle. Børnene bliver bange og kede af det. Alkoholikeren drikker til hun / han segner, og fatter ikke en skid.

495. Efter en fest er alt glemt – desværre. Jeg ville ønske vi kunne lære at fortælle hvad vi har oplevet. Så alkoholikeren ikke kan gemme sig bag sine blackouts.

496. Et alkoholisk blackout betyder ikke, at misbrugeren går kold. Det betyder kontakten – forbindelsen -til den tænkende del af hjernen - slukkes.

497. Dagen efter et blackout, skynder alkoholikeren sig hen, at se om bilen holder udenfor. Ikke fordi det er farligt at køre beruset. Fordi – hvis bilen ikke står der, har hun / han et problem. Hvor er den så?

498. Hvem har jeg drukket sammen med? Hvor har vi drukket? Hvem har betalt? Hvad skete der? O.s.v. det er spørgsmål, ingen kender svarene på. Efter en druktur der medfører blackout, er det væk.

499. Holde et symbolsk spejl op foran alkoholikeren - og sige sandheden. Fortælle hvad jeg ser – hører - føler og tænker, i selskab med vedkommende. Naturligvis på en respektfuld måde.

500. Alkoholikeren fortrænger alt. Vil - eller kan intet huske og andre gør det nemt at benægte. Det er for ubehageligt at forholde sig ærligt til. Tænk – hvis vi bliver uvenner.

501. Ikke – at blande sig i alkoholikerens misbrug, er det samme som at svigte. Også - at svigte familien. Alkoholikeren tager det som et tegn på at alt er i orden og drikkeriet bliver accepteret. Børnene tager det som et tegn på, at der ingen hjælp er at hente.

502. Statistikkerne er meget forskellige, når det handler om antallet af misbrugere i DK. Jeg tror vi kun har set toppen af isbjerget. Det kan dog ikke fortsætte ubemærket. Efterhånden vil de vise sig, på hospitalerne og andre steder, i de offentlige systemer.

503. Jeg skal gøre mit til, at børn af misbrugere bliver synlige. Ingen kan fortælle mig at de og jeg har grund til at skamme os og skjule vores oplevelser – vores liv. Jeg har ret til at fortælle om det. Hvem skulle ellers. Det er jo frivilligt, om andre vil høre eller læse mine fortællinger og historier.

504. Alkoholpolitikken på arbejdspladsen er normalt beskrevet med 3 - 4 linier. Der står noget med at det er forbudt, at indtage alkohol på arbejdspladsen. Alkoholikeren læser det meget konkret. Hun / han forlader stedet i pauserne. Det er der jo åbenbart ikke nogen, der har noget imod. Andre sætninger forbyder at være påvirket i nærheden af maskiner. Alkoholikeren lever i benægtelse. Hvem er påvirket?

505. En alkoholafhængig person har aldrig indtaget mere end 3 genstande. Det er ligesom den magiske grænse.

506. Misbrugeren indrømmer aldrig at være påvirket. Lyver og benægter. Manipulerer og angriber. Får flyttet fokus over på andres fejl. Det er umuligt for børnene at gennemskue. Vi giver op - taber.

507. På mange områder har jeg måtte trække en streg og sige, ”Jeg begynder forfra. Nu har jeg en viden, der gør at jeg kan ændre disse ting.” Jeg ved, fra mig selv, at det aldrig er for sent.

508. Det vigtigste, det som virkelig fører til forandring, er en anden tankemåde. En ny viden og ikke mindst selvindsigten der skal til.

509. Jeg har lært at sige undskyld for mine bummerter. Tanken om hvordan det kunne have hjulpet mig, i bearbejdelsen af min fortid, at modtage en undskyldning, har lært mig ydmyghed.

510. Det at være svag og turde favne det, kan blive den største styrke overhovedet.

511. Hvis nogen forsøger at hjælpe alkoholikeren og dennes pårørende, men gør dette på en nedladende måde, får hun / han hele misbrugerfamilien på nakken. Det kræver respekt og medfølelse, ellers får det den modsatte effekt.

512. Det allernemmeste er at træde alkoholikeren over tæerne. Det kan svært undgås. Derfor er det vigtigt at vide præcis hvad jeg gør og ikke lade mig manipulere eller skræmme.

513. Først bliver misbrugerfamilien ustyrligt vrede over indblanding. Dernæst bliver de opgivende. Hvis hjælpen er brugbar og hjælperen vedholdende - reagerer de - i sidste ende - meget taknemmelige.

514. Blot ved at være mig og hvile i mig selv, kan jeg påvirke misbrugerfamilien på en positiv måde. Jeg skal vise, jeg kan og tør rumme dem. Samtidig må jeg aldrig blive fordømmende og respektløs.

515. Det kræver tid til forandring, hvis hjælpen – jeg yder - skal påvirke. Jeg skal tydeligt vise, hvem jeg er og optræde naturligt. Her er hovsa løsninger ikke anbragte. Tilbagefald – også for de pårørende – er forudsigeligt og en del af processen.

516. Alkoholikeren tager tilbagefald – i form af drukture. De pårørende tager tilbagefald – til deres gamle adfærdsmønstre. Det er naturlige og forudsigelige hændelser. Det er ok at blive svag. Vi lærer alle af det. Det sværeste arbejde der findes overhovedet – er, at arbejde med sig selv!

517. I dag sagde en kvinde til mig. ”Man skulle tro, når man læser det du har skrevet, at det er foregået for 100 år siden. I en helt anden tid. Er det fordi vi går med skyklapper på, at vi intet ser?” Jeg blev rigtig glad efterfølgende og det vil jeg fortælle hende, næste gang vi ses.

518. Jeg har blandet mig mange steder og forsøgt at finde samarbejdspartnere. Indenfor det offentlige og indenfor det frivillige sociale arbejde. Der er snart ikke flere muligheder tilbage. Jeg står alene! Jeg kan godt mærke, at min viden støder den ”normale” dansker. Det føles tungt og ensomt.

519. Det er som om, jeg ikke kan mætte folks nysgerrighed. De vil vide en masse om mig og hvad jeg kan. Bagsiden er at alle vil have det gratis. Hvordan jeg får smør på brødet, eller betaler min husleje, er der ingen, der interesserer sig for.

520. Jeg skal øve mig i at blive egoistisk og selvcentreret, ellers overlever jeg ikke i dette samfund.

521. Os – der har en uddannelse indenfor et social eller sundhedsfag, skal være opmærksom på fælderne. I stedet for at bruge vores intellekt, som får os til at konkludere og danne hypoteser, mener jeg vi skal øve os i at blive nysgerrige og stille spørgsmål. Blive bedre til at lytte og bruge vores empati. Her er vores indlevelsesgen bedre anbragt end vores professionalisme.

522. Lærdom og viden kan ikke erstatte medmenneskelighed og empati. Tværtimod.

523. Mange af mine tidligere kollegaer er direkte kontrolfreaks. Alt bliver endevendt og tjekket. Både i privaten og på arbejdet. Skide belastende. Det er stift og ufleksibelt og det føles mistroisk. Slap dog af. Og jo - verden kan fungere uden dig. Der findes ikke kun - din måde - at gøre tingene på.

524. De kulturelle forskelle iblandt danskere er meget større, end vi tror. Og de bliver hele tiden større.

525. Mennesker der udsætter andre for vold, påfører samtidig sig selv skade.

526. Jeg elsker mennesket – bag misbruget. Jeg afskyer og bekæmper til gengæld misbrugeren i mennesket.

527. Børn af misbrugere er ”overrepræsenterede” iblandt prostituerede. Det har samfundet vidst længe. Mit bud på hvorfor, er – vores forældre ser ikke vores behov. Det gør de andre - berøringsangste - voksne heller ikke. Sådan lærer vi, at vi er værdiløse. Derfor kan vi ikke opbygge noget selvværd. En prostitueret tjener penge på sin krop, det er vel en form for værdi. Følelserne lukkes ude.

528. Vi afviser, hvad vi finder utrygt, fordi - vi mennesker er bange for, hvad vi ikke kender og forstår.

529. Der er mange måder at forhindre, at man lever med en misbruger i familien. Jeg mener, alt skal forsøges. Hvad ikke virker, må udskiftes med noget der virker. I sidste ende kan det blive nødvendigt at forlade misbrugeren. Gå.

530. Jeg bekymrede mig for og tog mig af misbrugeren, fordi jeg elskede ham. Meget sent - faktisk først efter hans død - gik det op for mig, at min far -alkoholmisbrugeren, ikke var i stand til at elske mig tilbage. Fordi han var alkoholiker.

531. Jeg har aldrig følt, jeg kunne tillade mig at blive svag. Fordi – hvem tog over? Hvem kunne holde sammen på familien? Det har fulgt mig hele livet. Blev jeg svag – svigtede jeg. Så jeg blev ikke svag. Da jeg alligevel blev det – som 50 årig, var det forbundet med en stor skyldfølelse.

532. Det er tankevækkende at mange mænd løser deres problemer, ved at gå på druk. Og ligeså tankevækkende, at omgivelserne ser på - uden at reagere.

533. Mænd forstår ikke kvinder. Ikke kun fordi vi reagerer forskelligt. Også fordi mænd ikke virkelig lytter. Og jo mere mænd ikke lytter – jo mere kæmper vi kvinder for at få dem til det.

534. Min sidste kæreste sagde i starten. ”Jeg vil vide, hvad der foregår.” Derfor fortalte jeg ham det. Han hørte ikke en skid efter. Og han huskede heller ikke, hvad jeg fortalte ham. Jeg tror, sådan noget siger mænd fordi - de ved - det kan kvinder lide. For at vise storhed. At det gør frygtelig ondt – ikke - at blive hørt, tænker de færreste vel over. For mig betød det, at jeg ikke eksisterede. Jeg var ligegyldig. Så jeg gik.

535. Når en person bruger meget tid - i privatlivet – på at løse andre menneskers problemer, har jeg erfaret, at det er en måde, at undgå at se og gøre noget ved sine egne.

536. At lytte betyder blot at opfange ord og lyde. Det kan gøres uden at registrere det talte ord. At høre betyder, at lytte og at reagere på det der bliver sagt. At forholde sig til mennesket der taler med et åbent sind.

537. At respektere et andet menneske betyder at tage vedkommende alvorligt, uden at blande sine egne følelser og holdninger ind i samtalen. Uden at tænke på sine egne oplevelser og uden at sammenligne.

538. At gøre noget ved sit problem, indebærer at erkende problemet og aktivt opsøge den nødvendige hjælp. Når en person siger ”Jeg arbejder med mig selv” betyder det oftest, jeg piller i min egen navle.

539. Min private omgangskreds kan ikke være mennesker, som ligner det jeg kommer fra.

540. Hvad mennesker viser og hvad de reelt indeholder, er tit meget forskellige ting. Desværre forholder det sig sådan, at det mest betydningsfulde - skjuler de.

541. Nogle mennesker er så bange for at gøre noget ved deres problem, at de forbliver i den smerte som forpester deres eget og deres nærmestes liv. I stedet for, en gang for alle, at gøre noget ved det. De fastholder, hvad der langsomt æder dem op.

542. Jeg er kun interesseret i en undskyldning, hvis der følger en indsigt med. Ellers indeholder den blot – tom snak og egoistiske følelser.

543. Jeg oplever mennesker, der har såret mig, vender tilbage igen og igen, for at mærke efter - uden egentlig at foretage sig andet. Som om det kan gøres usket. Nu må det da være glemt? Det var da ikke så slemt – Vel? Sådan pisser de på mine følelser.

544. Alkoholikeren har svært ved at fatte, at jeg kan tåle et glas rødvin til maden, eller en øl i ny og næ. Det kan hun / han ikke. De får moralske skrupler på mine vegne. Jeg har aldrig haft et misbrug og jeg har altid taget ansvar for mine egne handlinger. Vi er ikke alle potentielle alkoholikere. Livet er ikke sort og hvidt.

545. Der bliver lavet love for nærmest alt. Også der hvor jeg mener forældre burde tage ansvar for deres børn. Det sidste nye jeg har læst er ungekort. Dem skal de unge vise frem, når de køber alkohol. Hvordan skulle det hjælpe? Forbud pirrer. Det har de altid gjort!

546. Det er helt utroligt de krumspring der foretages, for at undgå at involvere sig i problematikker politisk og samfundsmæssigt. Sorteper gives videre.

547. I de mest belastede sager hos kommunerne, sidder de nyuddannede socialrådgivere. Her kan en ny kollega – slet ikke forberedt på tyngden af arbejdet – knokle til hun / han segner og derefter blive sygemeldt. Hvilke omkostninger har det – på det menneskelige plan? Hvor mange kollegaer bliver sygemeldte p.g.a. udbrændthed? Hvor mange sager bliver færdigbehandlede? Hvad koster det i skattekroner?

548. I stillingsbeskrivelserne forlanges mange fine egenskaber af en kommende kollega. Indenfor mit område, overraskes den nyansatte sikkert, hvis hun / han lever op til forventningerne. En ting er hvad ”man” skriver – en anden hvad der forventes. Her gælder det ikke om at være dygtig, men om at tilpasse sig og blive ens. Om alle de uskrevne regler.

549. Når du udelukkende tænker på dine behov, aner du ikke hvad det – at elske, vil sige.

550. Når du elsker – hvis du elsker – er du ikke ligeglad med, hvad den / dem du elsker, tænker og føler.

551. I Sverige har politikerne givet flere penge til bl.a. misbrugerbehandlingen, efter Anna Lindh mordet. Gad vide hvad der skal ske i Danmark?

552. Den danske socialstat sparer sig asocial.

553. Det at have viden, betyder ikke at være bedre forældre. De belæste – de intellektuelle erstatter ofte følelser med viden. Alt bliver forklaret til døde. Det er efterhånden gammel viden, at netop pædagogerne har nogle umulige børn. Hvorfor mon?

554. Når jeg har med en intrigant person at gøre, er det om at få stoppet udviklingen - ved at konfrontere - inden vedkommende bider sig fast og kører den for langt. Ellers får jeg virkelig en fjende.

555. Før alkoholikeren indser, at det blot er en udsættelse af at føle sin smerte - at gå på druk - vil følelserne blive ved med, at dukke frem og være årsagen til nye drukture.

556. Jeg oplever stadig, at der er større forståelse for mænd, der drikker, end for kvinder i samme situation. Især enlige alkoholiserede fædre bliver der pylret om. Mon deres børn bliver mindre ramte end de enlige mødres? Endnu et bevis på, at misbrugeren altid er i fokus!

557. Igen og igen har jeg måttet konstatere, at mennesker bliver mere vrede over mit ordvalg - når jeg tillader mig at benytte betegnelserne, der passer til mit liv – end at det jeg beskriver, reelt er hændt.

558. God kommunikation betyder for mig, at der kommer ord på, hvad jeg tænker og jeg mærker efter, at jeg også har fået afleveret det ordentligt. Det gælder naturligvis begge veje.

559. Der kom ord på mit liv, da mit liv kom på papir.

560. Først da jeg var færdig, med at beundre og misunde andre mennesker deres talenter og færdigheder, opdagede jeg mine egne. Ingen kan nogensinde tage denne viden fra mig igen.

561. Der er ikke noget at diskutere med behandlerne. Deres grundholdninger og basale viden omkring alkoholramte familier, er årsagen til alt det mangelfulde i samfundets indsats mod misbrug. Det kan kun ændres, hvis vi alle ønsker og stræber efter et samarbejde.

562. Floskler sårer frygteligt. Det er uforståeligt for mig, at mennesker kan mene de er flinke, blot ved at sige noget komplet ligegyldigt. Er det fordi, der er så få, som gider tænke over det sagte og bare vil undgå konfrontationer? Være social i nuet?

563. Det kræver energi for – børn af misbrugere – at lære – og holde fast i – en sund tanke og handlemåde. Belastning og stress kan tvinge os tilbage i vores gamle rolle. Der hvor alting fungerede pr automatik.

564. Min fortid belaster min nutid, især i mit selvbillede. Her strides min hjerne og mit hjerte konstant.

565. Jeg har behov for at blive bekræftet i kærlighed. Og egentlig svært ved at forstå hvorfor og hvordan nogen mand, kan blive forelsket i mig. Min tillid til kærligheden har virkelig taget skade af mine oplevelser.

566. Jeg ville ønske, nogen havde gjort mig opmærksom på, at mændene jeg forelskede mig i var skadelige for mig. Og ville have hjulpet mig til nogle brugbare redskaber. Det ville have givet mig en chance for at ændre noget. Jeg vidste det inderst inde. Men fordi jeg ønskede forandring og de der vidste bedre, ikke gad blande sig, blev det mig der fejlede.

567. Første gang jeg besøgte en tandlæge var i første klasse. Hun klippede strengen mellem min overlæbe og mine fortænder over – uden videre forklaring – og morede sig over min forskrækkelse og gråd. Først som voksen, da jeg kunne stille betingelser, genvandt jeg tilliden til tandlæger.

568. Tænk en forandring det kunne betyde for vores samfund, hvis nogen virkelig interesserede sig for os børn af misbrugere. Hvis samfundet kunne se hvor mange helt fantastiske personligheder, der kommer ud af et svigtet barn, som er tvunget til at finde ressourcer og evner som andre børn aldrig kommer i kontakt med. I stedet har alle så forbandet travlt med at få os tilpasset deres normer.

569. Børn af misbrugere er ikke mere besværlige, eller sværere at forstå og forholde sig til end andre børn. Vi er bare anderledes. Det er helt og holdent problemer, som ligger hos de voksne. Først hos forældrene, dernæst hos de der gør sig kloge uden først at indhente den nødvendige viden og derfor tvinger os ind i rollen som besværlige.

570. Det er samfundets reaktioner på os, som giver os rollerne som problematiske. Hvis redskaberne fandtes i folks bevidsthed, var vi blot børn med særlige behov.

571. Det ville lette vores smerter og presset ved at vokse op i en misbrugerfamilie, hvis børnene ikke også skulle bære åget på deres skuldre, som kommer fra uvidenhed og fejlkonklusioner fra ligegyldige personer.

572. Jeg undrer mig over, hvor mange mennesker der bliver betalt for at beskæftige sig med børn, blot fordi de har interessen, men i virkeligheden er totalt uegnede.

573. Jeg forstår ikke at voksne normalt begavede mennesker, kan se sig selv i spejlet og ikke føle lede, efter de har svigtet et barn. Nogen får endda løn for det.

574. Mange af min problemer stammer fra samfundets måde at se mig på. Det er som om jeg har en – ukendt - smitsom sygdom. Jeg bliver holdt på armlængders afstand.

575. I stedet for at betragte mennesker udfra teorier, der siger – de har den og den adfærd, p.g.a. ditten og datten, ville jeg ønske, der blev spurgt helt konkret ”Hvorfor gør – siger – tænker du, som du gør” med et åbent venligt sind. Det ville gøre en verden til forskel. Det ville betyde, der er interesse for hvad det handler om. Ikke blot et behov, for at finde en grund til at afvise, fordi det er svært at blive i kontakten.

576. Vi har fået børnesagkyndige i vores amter. Gad vide hvor de får deres sagkundskab fra? Gad vide hvem de henter råd og vejledning hos?

577. Nældens rod er smertefuld at berøre. Men helt ærligt så ondt gør det heller ikke, det brænder kun en vis tid. Det er det vigtigste, jeg har lært i mange år. Det varmer hjertet og giver fred i sjælen, at se i andres øjne de føler sig accepteret og behandlet med respekt. At turde vove det og vokse med opgaverne, efterlader en stor tilfredsstillelse!

578. Jeg får en samarbejdspartner, når jeg søger og ønsker samarbejdet. Gør jeg ikke, har jeg en modstander i stedet.

579. Fordi jeg taler og fortæller åbent om mit liv, må jeg tit se Janteloven i øjnene. I første omgang kan jeg blive frustreret, fordi disse mennesker ikke interesserer sig for mit budskab. Men jeg fortæller, fordi endnu tiere møder jeg mennesker som er lykkelige over det jeg gør.

580. I min omgang med andre skal jeg holde fast i, hvad min intuition fortæller mig. Desværre dumper jeg stadig i og må lære på den hårde måde.

581. Bedst som jeg har afsluttet et bekendtskab. Sagt farvel til et menneske og tænker ”Der er sgu ikke noget at gøre, hun/han vil ikke hjælpes” står vedkommende for min dør, eller ringer til mig. At ændre adfærd er en lang proces.

582. Hvis jeg lod mig påvirke af andres holdninger og meninger, kom jeg ikke ud af stedet.

583. Der skal en vis handlefrihed til, hvis min hjælp skal batte noget! Det nytter ikke at gøre som andre før mig.

584. I min familie er det at fortælle sandheden – det samme, som at svine hinanden til. At tale om problemerne, er ikke nødvendigt fordi ”Det er da så længe siden.”